L 64 Forslag til lov om realisering af overbehæftede faste ejendomme.

Af: Mogens Tange (FP) , Mogens Glistrup (FP) og Mogens Voigt (FP)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Ifølge bemærkningerne er formålet med lovforslaget at undgå et stort antal tvangsauktioner, således at ejendommene kan afhændes til deres reelle værdi, hvilket er en fordel både for ejeren, samfundet og panthaverne.

Forslaget er en uændret genfremsættelse af et i 1975-76 fremsat forslag, se Folketingsårbogen 1975-76, side 341.

Ved 1. behandling oplyste justitsministeren, at der af ministeriet var nedsat et arbejdsudvalg til behandling af det problemkompleks, det foreliggende lovforslag pegede på, og at ministeren afventede resultatet af denne behandling. Partiernes ordførere afviste i det store og hele lovforslaget.

Retsudvalget, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning herover før udskrivningen af valg til folketinget.
Partiernes ordførere
Ejler Koch (S), Elsebeth Kock-Petersen (V), Mogens Tange (FP), Per Gudme (RV), Ebba Strange (SF), Poul H. Møller (KrF), Hagen Hagensen (KF) og Kaj Hansen (DKP)