B 18 Forslag til folketingsbeslutning om flytning af beregning og opkrævning af kildeskat fra arbejdsgivere til pengeinstitutter.

Af: Anders Andersen (V)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til at genoptage undersøgelserne med henblik på fremsættelse af lovforslag om at flytte beregning og indeholdelse af A-skat fra lønudbetalingen hos arbejdsgiver til lønnens modtagelse via lønkonto i pengeinstitutterne".

Som begrundelse for fremsættelsen af beslutningsforslaget anfører forslagsstillerne i bemærkningerne bl. a.:

„Forslagets gennemførelse er en meget vigtig forudsætning for at kunne komme frem til et system, hvor kildeskatteindbetalingen bliver definitiv (definitiv kildeskat). Efterhånden som et overvejende antal lønmodtagere har lønkonti i pengeinstitutterne, hvorigennem lønudbetalingen formidles, vil en flytning af beregning og indeholdelse af A-skat fra lønudbetaling hos arbejdsgiver til pengeinstitutter være grundlag for at knytte skatteberegning og -indeholdelse hertil.

Følger man yderligere venstres tidligere fremsatte tanker om at lade fradrag og visse B-indkomster (f. eks. renter) være identiske med sidste års selvangivne tal, kan yderligere meget store befolkningsgrupper opnå en definitiv kildeskat. Forslagsstillerne tillægger det stor betydning at lette erhvervslivet for denne arbejdsbyrde. Ikke mindst for de mindre virksomheder føles dette arbejde som en stor belastning. Samtidig er det vigtigt, at kildeskattesystemet tilpasses den tekniske og samfundsmæssige udvikling, f. eks. i retning af overgang til „det kontantløse samfund", hvor det helt overvejende antal lønmodtagere har lønkonti, hvorigennem lønudbetalingen formidles. Ved at knytte skatteberegning og -indeholdelse hertil vil adskillige vanskeligheder ved det nuværende system kunne overvindes og fejlrisikoen formindskes. For offentligt ansatte og for betydelige grupper på det private arbejdsmarked er lønafregning over lønkonto allerede den almindelige form for lønafregning, ligesom børnetilskud almindeligvis overføres via modtagernes konto i et pengeinstitut.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at ethvert pengeinstitut, som på frivillig basis påtager sig og overholder de fornødne forpligtelser ved at beregne, indeholde og formidle kildeskattens indbetaling til det offentlige, bør autoriseres til at føre sådanne lønkonti".

Beslutningsforslaget var en genfremsættelse og blev senest fremsat i 1. samling, se B. II. 1. saml., nr. 24.

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil beslutningsforslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænkning herover inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Karl Nielsen (S), Leif Glensgård (FP), Anders Andersen (V), Niels Bollmann (CD), Ole Olsen (SF), Kaj Hansen (DKP) og Bernhard Baunsgaard (RV)