Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.
Ved loven gives der ret til boligsikring til pensionister (§ 3, stk. 1), der er andelshavere, også selv om de ikke som lejere og boligsikringsmodtagere overtager den hidtil lejede bolig som andelsbolig. Det er dog en betingelse, at husstandsindkomsten ikke overstiger det beløb, der danner grænse for den særligt gunstige boligsikringsydelse for pensionister, for tiden 46.000 kr. Det beløb, hvoraf boligsikring beregnes, skal ligesom i almennyttige boligforeninger være den løbende boligudgift, der er nødvendig til at dække boligens andel af ejendommens udgifter.
Ved andelsforholdets ophør skal andelshaveren tilbagebetale de beløb, der er ydet som boligsikring. Dog kan der ikke kræves større beløb tilbage end andelens værdistigning i den periode, hvori der er ydet boligsikring. Værdistigningen opgøres efter reglerne i § 15, stk. 1, nr. 3, i lov om ejerlejligheder.
Overtages andelen af et efterlevende husstandsmedlem, der har ret til boligsikring efter ovennævnte regler, udskydes tilbagebetalingen, indtil den pågældende afhænder andelen.
Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om ændring af lov om ejerlejligheder og forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene (se nærmest foranstående sager). Lovforslagene havde til formål at justere det i 1976 vedtagne "Miniboligforlig", se Folketingsårbog 1975-76, s. 262.
Sammen med ovennævnte lovforslag blev forslag til lov om ændring af lov om ejerlejligheder af Kirsten Jacobsen m. fl. (A. II. 2. saml. nr. 29) og forslag til folketingsbeslutning om ejerlejligheder af Kaj Hansen m. fl. (B. II. 2. saml. nr. 9) behandlet.
Boligudvalget afgav samlet betænkning over de nævnte forslag.
Lovforslaget fik sin endelige udformning efter vedtagelsen af to af boligministeren i betænkningen stillede ændringsforslag. Der lå til grund for disse ændringer en enighed imellem socialdemokratiet, venstre og det radikale venstre.
Med hensyn til et under 2. behandlingen stillet forslag om motiveret dagsorden omfattende samtlige tre regeringslovforslag henvises til omtalen af ejerlejlighedslovforslaget.
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 116 stemmer mod 45 (FP, KF og CD). Ingen stemte hverken for eller imod.