L 229 Forslag til lov om fremme af privat opsparing.

Af: René Brusvang (CD) , Erhard Jakobsen (CD) , Arne Melchior (CD) og Jes Schmidt (CD)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget går ud på, at personer fritages for indkomstbeskatning for 50 pct. af al ekstraindkomst fra 1. januar 1978 at regne for beløb på indtil 10.000 kr. under forudsætning af, at beløbet indsættes på en bunden konto i et pengeinstitut.

Forslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som et led i en række forslag, fremsat dels af regeringen, dels af forskellige partier. Forslagene behandledes sammen ved første behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften), se A. I. 2. samling nr. 103. Størstedelen af forslagene gennemførtes som den kriselovgivning, der blev resultatet af et forlig, indgået mellem partierne S V, KF og RV.

Lovforslaget er en genfremsættelse af et forslag til folketingsbeslutning, som har været fremsat i 1974-75 (1. og 2. samling) og 1975-76, se Folketingsårbog 1974-75, side 622 og 670, og 1975-76, side 460.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), René Brusvang (CD), Gert Petersen (SF), Freddy Madsen (DKP), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR) og Preben Wilhjelm (VS)