L 5 Lov om ændring af lov om boligbyggeri.

(Ophævelse af godtgørelse for merværdiafgift m. m.).

Af: Boligminister Ove Hove ()
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 196 af 18-05-1977
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven bliver den hidtidige adgang til tilskud efter boligbyggeriloven til kontor- og butiksbyggeri ophævet for byggeri, der påbegyndes fra og med den 3. marts 1977.

For kontor- og butiksbyggeri, der er påbegyndt før denne dato, bestemmes det, at der kan ydes tilskud efter de hidtidige regler, men dog således, at tilskud længst kan ydes til udgangen af 1979. Ansøgning om udbetaling skal være kommunalbestyrelsen i hænde senest 1. oktober 1979.

Lovforslaget, der er en genfremsættelse af det af boligministeren den 11. januar 1977 fremsatte lovforslag (se A. II. 1. saml. nr. 3), skal ses i sammenhæng med det af ministeren for skatter og afgifter samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven (Omlægning af byggegodtgørelse, momsrefusion til kommunerne m. v.), se A. I. 2. saml. nr. 102). De to lovforslag kom til behandling sammen i folketinget.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 121 stemmer mod 18 (KF og SF), 5 medlemmer (DKP) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Uwe Jensen (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Keld Andersen (KF), Ernst Prehn (CD), Ib Bjørn Poulsen (SF) og Niels Mølgaard (DR)