L 88 Forslag til lov om ændring af lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Af: Minister for offentlige arbejder Kjeld Olesen (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Lovforslaget, der er en genfremsættelse af et i 1. samling 1976-77 fremsat forslag (se A. II. 1. samling nr. 51) har til formål at udbygge mulighederne for at begrænse den varige driftsmæssige forringelse, som kan ramme en landbrugsejendom, der berøres af et stort ekspropriationsanlæg, typisk en motorvej.

De foreslåede ændringer i lovens § 13 søger at skabe sikkerhed for, at man ikke bringer unødig forstyrrelse ind i de bestående forhold. Der indsættes en bestemmelse om, at anlægsmyndigheden over for ekspropriationskommissionen skal fremlægge en direkte erklæring fra landbrugsministeriet om jordfordelingsspørgsmålet i sin helhed.

De foreslåede tilføjelser til § 15 sigter endvidere mod at forbedre mulighederne for at gennemføre en hensigtsmæssig jordfordeling, idet man efter forslaget i begrænset omfang skal kunne gøre dette uden samtykke fra de pågældende ejere.

Lovforslaget fik en forholdsvis positiv modtagelse i folketinget, idet dog flere partiers ordførere ved lovforslagets 1. behandling udtrykte, at de her valgte midler var mindre acceptable, selvom man var enig i lovforslagets hovedsigte.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Enrico Møller Andersen (S), Ernst B. Schmidt (FP), Ivar Hansen (V), Oluf von Lowzow (KF), Ib Langsted (CD), Ib Bjørn Poulsen (SF), Inge Krogh (KrF), Alfred Hansen (DR) og Niels Helveg Petersen (RV)