L 205 Lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m. v. og lov om vægtafgift af motorkøretøjer m. v.

Af: Minister for skatter og afgifter Jens Kampmann (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 436 af 06-09-1977
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven går ud på at forhøje registreringsafgiften af personbiler, motorcykler og varevogne samt at forhøje vægtafgiften af campingvogne. Endvidere overføres nogle store, særligt personvognsprægede varevogne fra beskatning med stykafgift til beskatning med værdiafgift efter reglerne for almindelige varevogne. Loven indeholder en ny skala for afgiften af personbilerne, der bevirker, at de billigste biler kun vil få en beskeden forhøjelse. Endvidere indeholder loven en særlig skala for motorcykler, hvorved beskatningen af de dyreste mærker skærpes.

Ved 2. behandling vedtoges en ændret overgangsbestemmelse vedr. store personvognsprægede varevogne.

Loven trådte i kraft den 7. september 1977.

Forslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som et led i en række forslag, fremsat dels af regeringen, dels af forskellige partier. Forslagene behandledes sammen ved første behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften), se A. I. 2. samling nr. 103. Størstedelen af forslagene gennemførtes som den kriselovgivning, der blev resultatet af et forlig, indgået mellem partierne S, V, KF og RV.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 92 stemmer (S, V, KF, RV og SF) mod 57.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), René Brusvang (CD), Gert Petersen (SF), Freddy Madsen (DKP), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR) og Preben Wilhjelm (VS)