L 207 Lov om oprettelse af et lystfartøjsregister.

Af: Minister for skatter og afgifter Jens Kampmann (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 438 af 06-09-1977
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven bemyndiges ministeren for skatter og afgifter til at oprette et register over lystfartøjer, som kan danne grundlag for opkrævning af en periodisk værdiafgift af de registrerede lystfartøjer. Ministeren bemyndiges endvidere til at fastsætte regler om registreringspligt for lystfartøjer og om mærkning af de registreringspligtige fartøjer.

Loven fastsætter endvidere bestemmelser om pligt til at meddele toldvæsenet oplysninger til brug for fartøjernes registrering samt bestemmelser om straf for urigtige oplysninger m.v.

Loven trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Forslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som et led i en række forslag, fremsat dels af regeringen, dels af forskellige partier. Forslagene behandledes sammen ved første behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften), se A. I. 2. samling nr. 103. Størstedelen af forslagene gennemførtes som den kriselovgivning, der blev resultatet af et forlig, indgået mellem partierne S, V, KF og RV.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres, at der, når registret er oprettet, vil blive udarbejdet lovforslag om indførelse af en afgift for lystfartøjer.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, V, KF, RV, SF og VS) mod 36 (FP, DKP og DR), medens 10 medlemmer (CD) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Leif Glensgård (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Hagen Hagensen (KF), Niels Bollmann (CD), Kaj Hansen (DKP), Ole Olsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Alfred Hansen (DR), Bernhard Baunsgaard (RV) og Mikael Lennart Waldorff (VS)