B 33 Folketingsbeslutning om boykot af økonomiske aktiviteter i Den sydafrikanske Republik.

Af: Gert Petersen (SF) , Lilli Gyldenkilde (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1977-78
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

»For at bidrage til en begyndende isolering af det sydafrikanske apartheidstyre opfordrer folketinget regeringen til at boykotte visse økonomiske aktiviteter i Den sydafrikanske Republik.

Folketinget tilslutter sig det handlingsprogram, der er indeholdt i communiqueet fra det nordiske udenrigsministermøde i Oslo den 9.-10. marts 1978, herunder også den forudsete gradvise forøgelse af støtten til flygtninge, befrielsesbevægelser, ofre for apartheidstyret m. v., og opfordrer regeringen til at bidrage til en yderligere konkretisering af det fællesnordiske handlingsprogram mod Sydafrika. Folketinget opfordrer regeringen til at standse ydelsen af eksportkreditgaranti ved eksport til Den sydafrikanske Republik.

Folketinget opfordrer regeringen til at hjemkalde den danske eksportstipendiat i Johannesburg.

Folketinget opfordrer regeringen til - på samme måde som regeringen allerede tidligere har tilkendegivet sin holdning over for idrætsorganisationer - at rette henvendelse til ELSAMs bestyrelse indeholdende en opfordring til ELSAM til om muligt at indkøbe kul andetsteds end i Den sydafrikanske Republik.«

Ordlyden afviger en del fra det opringelige forslag, som indeholdt en række konkrete opfordringer til regeringen.

Den endelige ordlyd hidrører fra et ændringsforslag i den af udvalget afgivne betænkning, stillet af et flertal i udvalget (S, SF, DKP, RV og DR). Ændringsforslaget vedtoges ved forslagets 2. (sidste) behandling.

Udenrigsministeren (K. B. Andersen) var ved 1. behandlingen sympatisk indstillet over for tanken om sanktioner mod Sydafrika, men fandt det vigtigt, at der førtes en debat i udvalget med henblik på den mest hensigtsmæssige formulering af forslaget.

Forslaget afvistes af ordførerne for FP, V, KF og CD. Disse partiers medlemmer i udvalget indstillede i betænkningen forslaget til forkastelse.

Kristeligt folkepartis medlem af udvalget stillede selvstændige ændringsforslag i betænkningen, som i højere grad søgte at sikre en gradvis indførelse af et multiracialt parlamentarisk demokrati fremfor en blodig revolution. Disse ændringsforslag forkastedes.

Som det fremgår af den endelige ordlyd af forslaget, lægger dette vægt på tilslutning til det nordiske handlingsprogram, som var omtalt i communiquéet fra det nordiske udenrigsministermøde i Oslo den 9.-10. marts 1978. Afsnit af dette communiqué er optaget i bemærkningerne til ændringsforslaget i betænkningen.

Ved 2. (sidste) behandling vedtoges forslaget i sin ændrede skikkelse med 92 stemmer mod 59 (FP, V, KF, CD); 4 medlemmer (KrF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Poul Nielson (S), Svend Andersen (FP), Jørgen Junior (FP), Arne Christiansen (V), Ib Langsted (CD), Karl Kjelgaard (KF), Gert Petersen (SF), Ib Nørlund (DKP), Ib Christensen (DR), Jens Jørgen Bolvig (RV), Bent Honoré (KrF) og Steen Folke (VS)