B 38 Forslag til folketingsbeslutning om stabilisering af boligbyggeriet og beskæftigelsen i byggefagene samt nedbringelse af husleje i almennyttigt nybyggeri.

Af: Kaj Hansen (DKP) , Ib Bjørn Poulsen (SF) og Preben Wilhjelm (VS)
Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag med sigte på, at den aftalte årlige kvota for boligbyggeriet i 1977-78 og 1978-79 sikres opfyldt ved, at den del af kvotaen, som ikke tilvejebringes på anden måde, overdrages til almennyttigt boligbyggeri på samme vilkår, som gælder for det nuværende almennyttige boligbyggeri, dog således, at staten påtager sig kommunens og landsbyggefondens finansieringsandele på henholdsvis 6 pct. og 7 pct., samt at der indføres en indeksreguleret momsrefusion til almennyttigt boligbyggeri på 500 kr. pr. m2 ved det nuværende prisniveau.«

Om baggrunden for det fremsatte forslag anfører forslagsstillerne bl. a. følgende i de bemærkninger, der ledsagede forslaget (Generelle bemærkninger):

»Boligbyggeriet indtager en nøgleposition i beskæftigelsesmæssig henseende. En sikring og stabilisering af boligbyggeriet vil have langt større virkninger end dem, der umiddelbart kan aflæses af beskæftigelsen i byggefagene.

Boligforligets partier foregav at have aftalt en kvota for det årlige boligbyggeri. Det er imidlertid klart demonstreret, at der ingen realitet er i denne aftale. Der er ingen styringsmekanismer, som sikrer opfyldelsen af denne kvota. Og der er for den sags skyld heller ingen styringsmekanismer, som hindrer et nyt boom i boligbyggeriet med deraf følgende voldsomme udsving i den effektive obligationsrente, tomme lejligheder, ustabil byggerytme og spild af ressourcer.

Forslaget sigter på at overvinde disse vanskeligheder, hvilket i den nuværende situation især vil sige at sikre opfyldelsen af den aftalte kvota for det samlede boligbyggeri. Forslaget begrænses til den resterende del af indeværende forligsperiode, idet forslagsstillerne forbeholder sig at fremlægge mere vidtgående forslag til afløsning af de nuværende boliglove efter 1. april 1979.«

Der kan i øvriget henvises til de fyldige bemærkninger, der ledsagede forslaget.

Forslaget har med enkelte ændringer tidligere været fremsat i folketinget, senest i folketingsåret 1976-77, 1. og 2. samling. Der henvises til Folketingsårbog 1976-77, side 568 og side 600.

Forslaget fik ved 1. behandlingen kun tilslutning fra forslagsstillerne.

Boligudvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Uffe Thorndahl (FP), Johan Philipsen (V), Ernst Prehn (CD), Keld Andersen (KF), Ib Bjørn Poulsen (SF), Kaj Hansen (DKP), Arne Bjerregaard (KrF) og Preben Wilhjelm (VS)