L 14 Lov om ændring af lov om boligbyggeri.

(Boliger for unge under uddannelse m. fl. Lån til betaling af beboerindskud).

Af: Boligminister Ove Hove ()
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 611 af 14-12-1977
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven gennemføres ændrede regler for kollegiebyggeri i boligbyggerilovens kapitel IX. Reglerne tager sigte på, at fremtidige boliger for unge under uddannelse m. fl. som hovedregel skal integreres i det almennyttige byggeri og i princippet finansieres som dette. (Denne del af kapitel IX i loven svarer - med enkelte, mindre afvigelser - til det lovforslag herom, der første gang blev fremsat den 2. oktober 1974 (se Folketingsårbog 1974-75, side 427) og siden har været fremsat flere gange uden at nå til gennemførelse).

Lovens kapitel IX indeholder endvidere - på grundlag af betænkning nr. 782 af oktober 1976, »Boliger for unge« - ændrede regler for ledelsen af og tilsynet med de kollegier, der er opført med statsstøtte siden kollegieloven af 1963.

Loven indeholder samtidig en ændring af bestemmelserne i kapitel XI om lån til betaling af beboerindskud i lejligheder i det almennyttige byggeri. Denne del af loven går ud på, at der gennemføres en ajourføring af de indtægtsgrænser, der gælder som vilkår for, at boligtagere kan opnå lån til betaling af beboerindskud i nyere almennyttigt byggeri. Endvidere gennemføres - i konsekvens af den pristalsregulering, der er blevet gennemført for så vidt angår boligsikringsydelser - en tilsvarende pristalsregulering af indtægts- grænserne vedrørende beboerindskud. Endelig er der indsat en bestemmelse om, at beboerindskud, hvortil en kommune har ydet lån, kun kan overdrages, pantsættes eller gøres til genstand for retsforfølgning med respekt af kommunens krav ifølge lånedokumentet.

(Loven svarer på disse punkter til L. 67, der blev fremsat den 15. oktober 1976).

Loven, der træder i kraft den 1. januar 1978, indeholder (kap. XI) endvidere bestemmelser om ret til beboerindskudslån i enkeltværelser i det almennyttige byggeri.

Lovforslaget var i den foreliggende form en uændret fremsættelse af det den 13. april 1977 fremsatte lovforslag, og der henvises for så vidt angår behandlingen af dette lovforslag samt de tidligere fremsatte til Folketingsårbog 1976-77, side 461.

Ved 2. behandling blev tre af boligministeren i betænkningen stillede ændringsforslag vedtaget. Et af DKP og VS stillet ændringsforslag om at videreføre den gældende lovgivning med ændrede finansieringsandele (satsen for statslån skulle øges fra 45 pct til 75 pct.) samt justering og pristalsregulering af en række satser og fastsættelse af en kvote på 3.000 kollegieenheder blev forkastet.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 105 stemmer mod 31 (FP og SF); 17 (DKP, VS og DR) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Svend Andersen (FP), Johan Philipsen (V), Ib Langsted (CD), Keld Andersen (KF), Ib Bjørn Poulsen (SF), Niels Mølgaard (DR), Kaj Hansen (DKP), Arne Bjerregaard (KrF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Helveg Petersen (RV) og Preben Wilhjelm (VS)