L 200 Forslag til lov om ændring af lov om leje.

(Om retten til at holde mindre husdyr).

Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Lovforslaget tilsigter at give lejere ret til i det lejede at holde hunde og andre mindre husdyr, for så vidt dette ikke er til ulempe for ejendommen eller dennes beboere.

Lignende lovforslag er tidligere fremsat af kristeligt folkeparti, senest den 20. november 1975. Der henvises til Folketingsårbog 1975-76, side 315.

Lovforslaget er noget udvidet i forhold til det tidligere lovforslag, navnlig derved at der uden videre skal være mulighed for at holde husdyr, såfremt disse ikke behøver at forlade lejligheden og ej heller på anden måde er til ulempe for de omkringboende (f. eks. marsvin, hamstere, kanariefugle, undulater, kastrerede hankatte m. v.).

Endelig er der også som en yderligere nydannelse i lovforslaget lagt op til, at såfremt der i en udlejningsejendom skulle være en gruppe lejere, der ønsker at holde mindre husdyr, medens en anden lejergruppe er modstandere af dette, kan man forsøge at få gennemført en deling af ejendommen, således at nogle opgange reserveres lejere, der er imod husdyrhold, medens til gengæld lejere, der ønsker at holde husdyr, søges placeret samlet i andre opgange.

Om baggrunden for lovforslaget fremhæver forslagsstillerne i de ledsagende bemærkninger, at det bør anses for en menneskeret at kunne holde en hund, en kat eller andre mindre husdyr.

Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om afgift på hunde (se A. II. nr. 87) og forslag til lov om ændring af lov om hunde (se A. II. nr. 55), og ordføreren for forslagsstillerne fremhæver i fremsættelsestalen, at de 3 lovforslag må ses som en enhed og som et forsøg på at regulere området omkring dyrehold i byer og bymæssige bebyggelser.

Ved 1. behandling blev der udtrykt sympati for lovforslaget fra V, KF, RV, CD og DR. Ordførerne for socialdemokratiet og fremskridtspartiet kunne ikke støtte lovforslaget.

Boligudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Preben Steen Nielsen (S), Erling Askjær Jørgensen (FP), Mette Madsen (V), Ib Langsted (CD), Annelise Gotfredsen (KF), Alfred Hansen (DR), Jens Møller (KrF) og Jens Jørgen Bolvig (RV)