Luk

Luk
Luk

Luk

L 237 Forslag til lov om folkeskolen i Grønland.

Af: Minister for Grønland Jørgen Peder Hansen (S)
Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje i Grønland (se A. I., nr. 32).

Lovforslaget fastsætter undervisningspligten til 9 år i Grønland. Undervisningen skal være vederlagsfri, hvilket også gælder for undervisningsmaterialerne.

Grønlands hjemmestyre skal ved landstingsforordning fastsætte nærmere regler om folkeskolen i Grønland, herunder om folkeskolens formål og styrelse, om undervisningspligtens opfyldelse og om ydelse af uddannelsesstøtte til skoleelever.

Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser om ophævelse af gældende lovgivning om skolevæsenet i Grønland, hvorimod det af praktiske grunde foreslås, at de bekendtgørelser m. v., som er udstedt i henhold til denne lovgivning, forbliver i kraft indtil de ændres eller ophæves ved bestemmelser udfærdiget i medfør af dette lovforslag.

Med hensyn til den generelle baggrund for lovforslaget samt 1. behandling af dette henvises til omtalen af forslag til lov om Grønlands hjemmestyre ovenfor under A. II., nr. 4.

Specielt for så vidt angår nærværende lovforslag og det foranstående samt de efterfølgende 5 lovforslag for Grønland om henholdsvis arbejds- og socialvæsenet, om uddannelsen af lærere til folkeskolen og om de social-pædagogiske uddannelser, om erhvervsmæssige uddannelser, om radio- og fjernsynsvirksomhed, om fritidsvirksomhed, om biblioteksvæsenet samt endelig om kirken i Grønland (se A. II., nr. 17) gælder at de alle er udarbejdet i medfør af bestemmelsen i § 5 i forslaget til hjemmestyrelov. Der er således tale om sagområder eller dele heraf, som er opført i bilaget til forslaget til hjemmestyrelov, og som rigsmyndighederne efter forhandling med hjemmestyret ved lov bemyndiger dette til at overtage den regelfastsættende myndighed for samt administration af. Herom hedder det i øvrigt videre i de til lovforslaget knyttede bemærkninger bl. a.:

»Lovforslagene vedrører de sagsområder, der af Hjemmestyrekommissionen er foreslået overført til hjemmestyret inden 1. januar 1981, jfr. bemærkningerne til § 5 i forslaget til lov om Grønlands hjemmestyre. Forslagene er stort set uændrede i forhold til de af kommissionen udarbejdede udkast.

Tilskud til hjemmestyret til varetagelse af de overførte sagsområder vil blive søgt fastsat ved særlig lov, når tidspunktet for hjemmestyrets overtagelse af de enkelte sagsområder er nærmere fastlagt. For at sikre, at hjemmestyret på de sagsområder, der overtages efter hjemmestyrelovens § 5, får såvel en selvstændig kompetence som et selvstændigt økonomisk ansvar, herunder også for prioriteringen af opgaverne, vil tilskud blive søgt ydet som et samlet generelt tilskud omfattende både drifts- og anlægsformål. Tilskuddet, der vil blive fastsat med udgangspunkt i statens besparelse ved de forskellige sagsområders, overgang, vil blive søgt udformet efter tilsvarende principper som det generelle tilskud til de danske kommuner, jfr. lovbekendtgørelse nr. 412 af 2. august 1974 om generelle tilskud til amtskommuner og kommuner, som ændret senest ved lov nr. 120 af 23. marts 1977. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 5 i forslaget til lov om Grønlands hjemmestyre.

Det kan oplyses, at statens samlede årlige driftsudgifter, herunder udgifter til driftstilskud, vedrørende de sagsområder, der foreslås overført, på nuværende tidspunkt er af en størrelsesorden på ca. 300 mill. kr., medens de samlede anlægsudgifter, herunder udgifter til anlægstilskud, andrager 10-15 mill. kr.«

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget, men derimod en beretning af 28. september 1978.
Partiernes ordførere
Søren B. Jørgensen (S), Helge Dohrmann (FP), Jørgen Brøndlund Nielsen (V), Erik Ninn-Hansen (KF), Erhard Jakobsen (CD), Lars Emil Johansen (SF), Villy Fuglsang (DKP), Alfred Hansen (DR), Svend Haugaard (RV), Arne Bjerregaard (KrF) og Steen Folke (VS)