Lovforslaget havde følgende ordlyd:

»§ 1. Døgnet søndag den 22. april 1979 begynder en time før, således at uret den 21. april 1979 kl. 23 stilles en time frem.

§ 2. Døgnet søndag den 14. oktober 1979 ender en time efter midnat, således at uret den 15. oktober 1979 kl. 0.00 stilles en time tilbage. Den da forløbne time betegnes i tidsangivelsen som kl. 0A og den kommende time som kl. 0B.

§ 3. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.«

I de ledsagende bemærkninger oplyses bl. a. følgende om baggrunden for lovforslaget:

»Under den moderne livsrytme skaber det større glæde og bedre sundhedstilstand hos det store flertal at få forlænget sommeraftenerne. Erfaringerne i årene frem til 1948 opfordrer afgjort til gentagelse. Det er da også sket i de senere år i mere end en halv snes vesteuropæiske lande. Rationelt var det nok at have to timers forskudt tid om sommeren og én time om vinteren, således som foreslået af fremskridtspartiet ved L 9 af 8. januar 1974 (se Folketingstidende 1973-74, 2. samling, forhandlingerne sp. 119 og 1983 og tillæg A sp. 33).

Som forholdet så ofte er, når fremskridtspartiet har rejst en sag, syntes regeringen ikke, at sagen skulle fremmes på det af fremskridtspartiet fremlagte grundlag, men foretrak i stedet at lave sit eget forslag. Det blev fremsat den 25. januar 1974 og førte til lov nr. 223 af 24. april 1974 om anvendelse af sommertid.

Hvis man vil nøjes med én times sommertid, kan en sådan foranstaltning ifølge loven gennemføres ved kongelig anordning efter forhandling med folketingets erhvervsudvalg.

Senere er der jo kommet et EF-initiativ sigtende på, at Danmark skulle være afskåret fra at indføre sommertid, medmindre vi gør det inden for den samme periode som den, der anvendes af de andre EF-lande, der gør brug af sommertid.

Ulykkeligvis gjorde regeringen ikke andet ved sagen end igen og igen at udtrykke almindelig sympati og føre endeløse forhandlinger i EF, Europarådet og Nordisk Råd. Man negligerede ganske et fremskridtsinitiativ i brev til statsministeren i sommeren 1977 samt spørgsmål i Europa-Parlamentet den 13. april 1978 fra Uwe Jensen og den 20. juni fra Mogens Voigt i folketinget. I stedet kom blot en meddelelse fra transportministerrådsmødet den 12. juni 1978 om, at EF-embedsmændene ikke kunne enes i tide om en almindelig EF-ordning for 1979.

Under disse omstændigheder er nærværende lovforslag blevet nødvendigt.«

Lovforslaget nåede ikke at blive behandlet i folketinget inden folketingsårets udgang.