L 26 Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

Af: Miljøminister Niels Matthiasen ()
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 107 af 29-03-1978
Efter 1. behandling henvist til miljøudvalget.

Efter § 96 i lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse skal loven tages op til revision i folketingsåret 1977-78.

Herværende lov bestemmer, at miljølovens revision udskydes i 3 år til folketingsåret 1980-81.

Der er dog i loven medtaget visse egentlige ændringer, herunder bestemmelserne i §§ 27 og 28 om betalingsregler vedrørende spildevandsanlæg, bestemmelsen i § 72, hvorefter der åbnes mulighed for at meddele dispensation fra det tidligere gældende kategoriske forbud mod iværksættelse af bygge- og anlægsarbejder, indtil en klagesag om godkendelse eller tilladelse efter loven er afgjort af rekursmyndigheden. Endvidere er der sket en ændring af bestemmelsen i lovens § 85 om tavshedspligt, der lovteknisk havde fået en udformning, der ikke gjorde det muligt at opfylde lovens intentioner om størst mulig offentlighed og åbenhed i miljøsager.

Af udvalgets betænkning fremgår følgende:

»Et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem af udvalget) opfordrer miljøministeren til at arbejde for, at miljøloven administreres således, at der på områder, hvor sundhedsmæssige og miljømæssige forhold ikke anfægtes, ikke gribes ind over for normal erhvervsudøvelse. Med henblik herpå anmoder flertallet ministeren om at foranledige, at der foretages en kritisk gennemgang af de eksisterende administrative bestemmelser, herunder fastlæggelse af svarfrister for behandlingen af almindelige sager.«

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om levnedsmidler m. m. (se nærmest følgende sag), forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg angående miljølove m. v. (af Svend Haugaard m. fl.) (se B. II. nr. 50) og forslag til folketingsbeslutning om revision af miljøloven (af Waldorff m. fl.) (se B. II. nr. 49).

Lovforslaget blev vedtaget ved 3. behandling med 135 stemmer imod 19 (SF, DKP og VS). Ingen undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Uffe Thorndahl (FP), Kristen Østergaard (V), Ernst Prehn (CD), Annelise Gotfredsen (KF), Ole Henriksen (SF), Svend Hjortlund Christensen (DR), Jørgen Jensen (DKP), Bent Honoré (KrF) og Mikael Lennart Waldorff (VS)