Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Den hidtil gældende lovgivning om erhvervsmæssig personbefordring fandtes dels i lov om omnibuskørsel, jfr. lovbekendtgørelse nr. 346 af 14. juli 1970, som ændret ved lov nr. 364 af 13. juni 1973, dels i færdselsloven §§ 73-73e, jfr. lov nr. 363 af 13. juni 1973 om ændring af færdselsloven (hyrekørsel), som ændret ved lov nr. 310 af 19. juni 1974.

Omnibusloven og færdselsloven (hyrekørselsloven) omfattede begge alle vogntyper uanset størrelse. Dette var upraktisk, idet det var vanskeligt at tilvejebringe en klar og rationel opgavefordeling mellem de virksomheder, der udfører de forskelllige former for erhvervsmæssig persontransport.

Nærværende lov betyder en mere praktisk ordning, idet loven - med undtagelse af reglerne for almindelig rutekørsel - kun omfatter de store vogntyper (busser), medens reglerne for hyrekørsel er overført til en særlig lov om hyrekørsel (se nærmest følgende sag).

Loven bygger på en hovedsondring mellem rutekørsel og andre former for buskørsel.

Inden for rutekørsel findes 2 former, nemlig »almindelig rutekørsel«, der er den rutekørsel, som alle har adgang til, og »speciel rutekørsel«, hvor adgangen til at blive befordret er begrænset til særlige kategorier af personer, f. eks. skoleelever, arbejdstagere m. v.

Andre former for buskørsel er turist- og bestillingskørsel.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet og forslag til lov om hyrekørsel (se nærmest foranstående og nærmest følgende sag).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 126 stemmer mod 42 (FP, KF og DR), medens ingen undlod at stemme.