B 36 Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede forhold inden for daginstitutionsområdet

Af: Ebba Strange (SF) , Lilli Gyldenkilde (SF) og Ole Henriksen (SF)
Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ifølge beslutningsforslaget skulle folketinget opfordre regeringen til at gennemføre følgende ændringer på daginstitutionsområdet: 1) Udvidelse af antallet af daginstitutionspladser inden for udbygningsplanperioden 1979-84, således at der ville være plads til alle, der ønskede det. 2) Optagelse af forhandling med personale- og forældreorganisationer med henblik på aftale om en tilstrækkelig personalenormering i daginstitutionerne inden 1. april 1979. 3) Hævelse af indtægtsgrænserne for tildeling af fripladser. 4) Forhøjelse af statens tilskudsprocent til daginstitutionsområdet fra 50 til 75 pct. 5) Nedsættelse af forældrebetalingen for daginstitutionsophold og 6) Udvidelse af kapaciteten på børnehave- og fritidspædagogseminarier og på de socialpædagogiske seminarier.

Under beslutningsforslagets 1. behandling mødte det tilslutning fra centrum-demokraternes, Danmarks kommunistiske partis, det radikale venstres og Danmarks retsforbunds ordførere. Socialministeren kunne ikke tilslutte sig beslutningsforslaget og henviste sammenfattende til, at mere indgribende ændringer på daginstitutionsområdet burde afvente børnekommissionens arbejde.
Partiernes ordførere
Tove Frederiksen (S), Knud Lind (FP), Henrik Toft (V), Yvonne Herløv Andersen (CD), Karen Thurøe Hansen (KF), Ebba Strange (SF), Tove Jørgensen (DKP), Helga Soltau (DR), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Grethe Philip (RV)