B 90 Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af sambeskatningen på fradragssiden

Af: Alfred Hansen (DR) , Ib Christensen (DR) , Alice Hedegaard (DR) og Lis Starcke (DR)
Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende indhold:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, hvorefter sambeskattede ægtepar selv kan afgøre, på hvis selvangivelse de ønsker at foretage de ligningsmæssige fradrag, der ikke er knyttet direkte til personen eller til indtægtserhvervelsen.«

Som begrundelse for fremsættelsen af beslutningsforslaget anførte forslagsstillerne bl. a.:

»I et ægteskab, hvor begge ægtefæller har indkomst, har kvinden efter gældende regler adgang til i sin indkomst at foretage de fradrag, der enten er direkte knyttet til hendes person eller til hendes indtægtserhvervelse, hvorimod f. eks. fradrag for eventulle renter af gæld og underskud på ejendomsskemaet skal foretages i mandens indkomst.

Formålet med forslaget er at ændre dette forhold, således at ægtefællerne frit kan afgøre, om det er manden eller kvinden, der helt eller delvis skal foretage de nævnte fradrag.«

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil beslutningsforslaget blev henvist efter 1. behandling, afgav ikke betænkning herover inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Mogens Glistrup (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Kallesøe (KF), Ole Olsen (SF), Karl Møller (DKP), Alfred Hansen (DR), Arne Bjerregaard (KrF) og Bernhard Baunsgaard (RV)