L 116 Lov om ændring af kildeskatteloven

(Personfradrag for pensionister og forhøjelse af gebyrer).

Af: Minister for skatter og afgifter Anders Andersen (V)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 210 af 23-05-1979
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget. Loven går dels ud på en ændring af reglerne om det særlige personfradrag for enlige pensionister, således at en pensionist, der gifter sig, skal bevare det forhøjede personfradrag også for det år, hvori ægteskab indgås. Denne ændring har virkning fra og med indkomståret 1979.

Dernæst er loven en ajourføring af den nedre og øvre grænse for det gebyr, som indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven skal betale til statskassen, når der ikke rettidigt indsendes redegørelse for indeholdelserne.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 125 stemmer for. Ingen stemte imod, medens 14 (KF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Karl Nielsen (S), Uffe Thorndahl (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Kallesøe (KF), Niels Bollmann (CD), Ole Olsen (SF), Tove Jørgensen (DKP), Alfred Hansen (DR), Arne Bjerregaard (KrF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Asger Lindinger (EP)