L 140 Lov om ændring af lov om boligbyggeri

(Finansiering af nyt byggeri, aftrapning af rentesikring, lån til betaling af beboerindskud m. v.).

Af: Boligminister Erling Olsen (S)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 236 af 08-06-1979
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven, der træder i kraft den 1. januar 1980, gennemføres en ændret fordeling af statens og boligselskabernes landsbyggefonds andel i finansieringen af almennyttigt nybyggeri. Staten overtager gradvis over en 3-årig periode fra 1980 til 1982 landsbyggefondens bidrag til denne finansiering.

Der er gennemført ændrede regler om anvendelsen af de ældre boligafdelingers bidrag til landsbyggefonden, idet disse midler kan benyttes til boligforbedring og byfornyelse.

Som et væsentligt element i loven er gennemført regler, der sikrer en mere lempelig aftrapning af rentesikringen i takt med pris- og lønudviklingen, og der er i forbindelse hermed vedtaget særlige overgangsordninger for visse årgange almennyttigt byggeri. Det rentebeløb, som beboerne selv skal betale årligt, kan kun øges med en procentandel, der svarer til 75 pet. af de konstaterede prisstigninger - eller lønstigninger, hvis disse er mindre.

Loven indeholder endvidere nye regler om sikkerheden for de stats- og kommunelån, som udbetales til Boligselskabernes Landsbyggefond til anvendelse til finansiering af nyt byggeri.

Endelig indeholder loven nogle ændrede bestemmelser om støtte til betaling af beboerindskud. Bestemmelserne er en konsekvens af den samtidigt vedtagne boligsikringslov.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af de af boligministeren i betænkningen stillede ændringsforslag.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med de under A.I.a. nr. 16, 11, 10, 12, 13 og 14 anførte sager.

I den betænkning, som boligudvalget afgav over samtlige syv lovforslag, er som bilag optaget den mellem repræsentanter for socialdemokratiet, venstre og det radikale venstre indgåede aftale af 27. april 1979 om ændringer i regeringens boliglovforslag af 31. januar 1979. Der kan i øvrigt henvises til de bemærkninger, der i betænkningen gøres af et flertal (S og V) om fremtidigt byggeri af boliger for unge under uddannelse m. fl. med støtte efter denne lov.

Der var af et mindretal (Arne Bjerregaard (KrF)) stillet et ændringsforslag i udvalgets betænkning vedrørende en ændret finansieringsordning for nyt almennyttigt byggeri. Ændringsforslaget blev forkastet ved lovforslagets 2. behandling.

Det fremgår af boligministerens fremsættelsestale og af lovforslagets bemærkninger, at baggrunden for lovforslaget samt de ovennævnte seks lovforslag er de aftaler, der blev indgået på Marienborg mellem socialdemokratiet og venstre, og som danner grundlag for regeringssamarbejdet mellem de to partier.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 97 stemmer mod 65 (KF, FP, KrF, DR, SF, DKP og VS).
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Kirsten Jacobsen (FP), Johan Philipsen (V), Keld Andersen (KF), Ib Langsted (CD), Ib Bjørn Poulsen (SF), Kaj Hansen (DKP), Niels Mølgaard (DR), Niels Helveg Petersen (RV), Arne Bjerregaard (KrF), Preben Wilhjelm (VS) og Asger Lindinger (EP)