Luk

Luk
Luk

Luk

L 179 Lov om ændring af lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.

Af: Indenrigsminister Knud Enggaard ()
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 113 af 21-03-1979
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Ved loven, der trådte i kraft den 1. april 1979, gøres det valgfrit for det enkelte amtsråd, om forvaltningen af opgaverne i forbindelse med svangerskabshygiejne, fødselshjælp og vejledning om svangerskabsforebyggelse skal henhøre under social- og sundhedsudvalget eller sygehusudvalget. Det skal fremgå af amtskommunens styrelsesvedtægt, hvilket udvalg der står for forvaltningen af opgaverne.

Om baggrunden m.v. for fremsættelsen af lovforslaget udtalte indenrigsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

»Formålet med lovændringen er ganske enkelt at gøre det lettere for det enkelte amtsråd at administrere området.

Jeg vil gerne understrege, at der ikke ved lovforslaget er tilsigtet nogen ændring i lovens indholdsmæssige krav om svangerskabshygiejnen, fødselshjælpen og vejledningen om svangerskabsforebyggelse. Lovforslaget vedrører alene det formelle spørgsmål om, hvilket udvalg der er ansvarlig for forvaltningen af opgaverne i den enkelte amtskommune. Uanset om enkelte amtsråd vælger at lade
sygehusudvalget stå for forvaltningen på dette område, lægger indenrigsministeriet og sundhedsstyrelsen fortsat megen vægt på en nær kontakt mellem sygehusudvalget og social- og sundhedsudvalget. Denne koordination kan bl. a. ske gennem det i sygesikringslovens § 23, stk. 2, nævnte udvalg.

I øvrigt finder jeg, at det enkelte amtsråd ud fra de lokale forhold bedst selv kan vurdere, hvilket udvalg der skal være ansvarligt for den umiddelbare forvaltning af disse opgaver.«

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 124 stemmer mod 22 (SF med undtagelse af Alfred Andersen, DKP, DR og VS), medens 7 (Albertsen (S), Svend Andersen (S), Eva Gredal (S), Tove Lindbo Larsen (S), Inge Fischer Møller (S), Tastesen (S) og Taanquist (S)) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Tove Frederiksen (S), Ole Pilgaard Andersen (FP), Svend Erik Hovmand (V), Karen Thurøe Hansen (KF), Freddy Madsen (DKP), Alice Hedegaard (DR), Grethe Philip (RV) og Inge Krogh (KrF)