L 35 Forslag til lov om udskrivningsprocenten og personfradragene for kalenderåret 1979

Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget. Lovforslaget havde følgende indhold:

»§ 1. For kalenderåret 1979 udskrives indkomstskatten for personer med 94 pct. af grundbeløbet efter § 3, stk. 1, i lov om udskrivning af indkomst- og formueskat til staten.

§ 2. For kalenderåret 1979 skal personfradraget efter kildeskattelovens § 37, stk. 1 og stk. 5, efter regulering i medfør af udskrivningslovens § 4 forhøjes med 500 kr.

§ 3. For lønningsåret 1979 skal personfradragene efter sømandsskattelovens § 7, stk. 4 og stk. 5, efter regulering i medfør af udskrivningslovens § 4 forhøjes med 50 kr.«

Som baggrund for fremsættelsen af lovforslaget anførte forslagsstillerne bl. a.:

»Det radikale venstre går ved fremsættelsen af dette forslag ud fra regeringens ønske om at udskrive øgede indkomstskatter i et omfang, der svarer til ca. 1.250 mill. kr.

Den gældende lov giver ved en uændret udskrivningsprocent og ved at bevare lovens regler om regulering af personfradrag og skalatrin et merprovenu på ca. 2½ mia kr. Herudover ønsker SV-regeringen altså 1 1/4 mia eller i alt ca. 3 3/4 mia i øgede personskatter.

Regeringen har ønsket det ekstra beløb på 1 1/4 mia ved at ændre reglerne for personfradrag og skalatrin. Det radikale venstre kan ikke acceptere dette forslag, fordi det giver en ekstra belastning for de små indkomster og næsten ingen belastning for de store indkomster. Forslaget er asocialt ligesom et momsforslag uden sociale kompensationer.

De ekstra 1 1/4 mia kr. personskat, som regeringen ønsker, kan fås ved at forhøje udskrivningsprocenten fra 90-94 pct.

Idet det radikale venstre mener, at regeringen bør have en chance for at prøve sin politik, er partiet villigt til at tage et medansvar for de øgede personskatter, såfremt regeringen vælger udvejen med forhøjelse af udskrivningsprocenten.

Forhøjelsen af udskrivningsprocenten er socialt afbalanceret i sin virkning.« og

»Det radikale venstre vil ikke være med til at tage ansvaret for at lade de små indkomster bære forholdsvis storre byrder end de store indkomster. Også i krisesituationer må det være et demokratisk ansvar at fordele byrderne på rimelig vis.

For at undgå nye forstyrrelser i de kommunale hudgetlægninger foreslår det radikale venstre et særligt statstilskud til kommunerne svarende til den ekstra kommuneskat, der vil komme ind ved forringelsen af personfradraget.«

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget blev henvist efter 1. behandling, afgav ikke betænkning herover inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Leif Glensgård (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Villy Jørgensen (CD), Hagen Hagensen (KF), Ole Olsen (SF), Kaj Hansen (DKP), Bent Honoré (KrF), Niels Helveg Petersen (RV), Bernhard Baunsgaard (RV) og Mikael Lennart Waldorff (VS)