L 70 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven

(Varetægtsfængsling).

Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovforslaget indeholder hjemmel til at varetægtsfængsle i ikke over 7 dage, når sigtede er pågrebet under udførelse af lovovertrædelsen eller umiddelbart herefter og sagens omstændigheder giver grundlag for mistanke om, at han har begået andre tilsvarende lovovertrædelser.

Endvidere foreslås hjemmel til at varetægtsfængsle i alvorligere voldssager, herunder voldtægtssager, samt endelig en regel om beskikkelse af advokat til at bistå offeret for vold eller voldtægt.

Forslaget har tidligere været behandlet i folketinget, 7 dages reglen som ændringsforslag i betænkningen over forslag til lov om rettens pleje (Efterforskning m.m.) (se Folketingsårbogen 1977-78, side 152) samt som selvstændigt lovforslag (se Folketingsårbogen 1977-78, side 349.

Ved 1. behandlingen fik lovforslaget ubetinget tilslutning fra ordførerne fra CD og KrF. De andre partiers ordførere afviste forslaget med undtagelse af bestemmelsen om beskikkelse af advokat til at bistå offeret i volds- og voldtægtssager.

Retsudvalget, hvortil lovforslaget henviste, afgav ikke betænkning over forslaget inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Mette Groes (S), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Mette Madsen (V), Annelise Gotfredsen (KF), Mimi Jakobsen (CD), Ebba Strange (SF), Tove Jørgensen (DKP), Alice Hedegaard (DR), Inge Krogh (KrF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Carl Thio Tyroll (VS)