L 121 Forslag til lov om afgift af fritidsbåde og bådmotorer.

Af: Minister for skatter og afgifter Anders Andersen (V)
Samling: 1978-79
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget gik ud på at indføre en afgift af lystfartøjer udformet som en engangsafgift af salget af nye fritidsbåde og bådmotorer. Afgiften skulle iflg. det oprindelige forslag udgøre 10 pct. af salgsprisen indbefattet afgiften f.s.v. angik både med en afgiftspligtig værdi på 10.000 kr. og derover.

I betænkningen fra skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget blev henvist efter 1. behandling, blev der af ministeren stillet ændringsforslag om at hæve grænsen for afgiftsfritagelse fra 10.000 kr. til 15.000 kr. samt om at friholde kaproningsbåde.

Endvidere blev det foreslået at give skatteministeren bemyndigelse til at afgiftsfritage de både, der indkøbes og anvendes af foreninger tilsluttet specialforbund under Dansk Idræts-Forbund.

Loven skulle være trådt i kraft 15. februar 1979, men lovforslaget blev ikke vedtaget ved 3. behandling, idet 89 stemte for (S, V og Steenholdt), medens 89 stemte imod og ingen tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Afstemningen fandt sted ved navneopråb.
Partiernes ordførere
Karl Nielsen (S), Uffe Thorndahl (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Bollmann (CD), Keld Andersen (KF), Ole Olsen (SF), Jørgen Jensen (DKP), Alfred Hansen (DR), Arne Bjerregaard (KrF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Mikael Lennart Waldorff (VS)