L 180 Forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved lovforslaget tilsigtes kravet om, at hyrevogne både skal have kørt 210.000 km og i 3 år, før de kan sælges afgiftsfrit, ophævet. Med forslaget skal kun den ene af betingelserne være opfyldt, før der gives afgiftsfritagelse.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det bl.a. i de ledsagende bemærkninger:

»Lovens nuværende formulering virker bremsende på ansættelsen af chauffører på hyrevogne, idet en chauffør i bymæssigt område vil kunne køre 210.000 km på 3 år, og da afgiftsfritagelse ikke indrømmes før efter 3 år, ser vognmændene ingen fordel i at ansætte ekstrachauffører på deres vogne. I landområder vil modsat mange hyrevogne ikke kunne få afgiftsfritagelse efter de 3 år på grund af en forholdsvis ringe udnyttelse af hyrevogne i disse områder, hvorfor vogne her tit bliver for gamle og lidet kundevenlige.

Forslaget vil derfor både bedre beskæftigelsen og hyrevognenes standard.«

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Mogens Glistrup (FP), Anders Fogh Rasmussen (V), Niels Kallesøe (KF), Ole Olsen (SF), Kaj Hansen (DKP), Arne Bjerregaard (KrF) og Bernhard Baunsgaard (RV)