B 81 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et freds- og konfliktforskningsråd

Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Ifølge beslutningsforslaget skulle folketinget opfordre undervisningsministeren til at nedsætte et råd for freds- og konfliktforskning, bestående af 27 medlemmer, heraf ni repræsenterende de partier, der har sæde i finansudvalget, ni fra organisationer, der beskæftiger sig med freds- og konfliktforskning, og ni forskere, der er tilknyttet institutter eller universiteter, der arbejder med udviklings-, freds- og konfliktforskning. Ministeren skulle udpege formanden.

Formålet med rådet skule være at fordele økonomiske midler til freds- og konfliktforskning på institutter eller i universitetsregie eller til private initiativer inden for området.

Herudover indeholder beslutningsforslaget de forskningsemner, hvortil der skulle kunne ydes økonomiske midler, samt en liste over de organisationer, der burde repræsenteres i rådet.

Under 1. behandlingen henviste undervisningsministeren til den freds- og konfliktforskning, der allerede foregik under forskellige institutioner i Danmark, og udtrykte sin tvivl om effekten af en øget dansk indsats. Ministeren henviste endvidere til udenrigsministerens udtalelse under 1. behandling af forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et sagkyndigt og uajhængigt udvalg til at undersøge og vurdere problemerne omkring dansk sikkerhedspolitik (RV), se under B II, nr. 30. Den socialdemokratiske ordfører fandt, at forslaget indeholdt mange gode og rigtige tanker, men kunne ikke tilslutte sig forslaget i den fremsatte form. Herudover fik forslaget alene principiel tilslutning fra ordførerne for RV, VS og DR.

Uddannelsesudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Hans Jørgen Jensen (S), Knud Øllgaard (V), Børge Halvgaard (FP), Eva Bente Møller (KF), Hanne Alice Engberg (SF), Lone Dybkjær (RV), Arne Melchior (CD), Steen Folke (VS) og Alfred Hansen (DR)