Efter at ordføreren for forespørgerne (Ib Christensen (DR)) havde begrundet forespørgslen, afgav udenrigsministeren (Kjeld Olesen) og landbrugsministeren (Poul Dalsager) en besvarelse.
I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne, udenrigsministeren og landbrugsministeren - følgende ordførere for partierne: Erik Holst (S), Niels Anker Kofoed (V), Grove (KF), Halvgaard (FP), Hanne Engberg (SF), Ole Vig Jensen (RV), Brusvang (CD), Steen Folke (VS), Steffensen (KrF) og Alfred Hansen (DR). Uden for ordførernes kreds talte Bjørn Poulsen (SF).
Under forhandlingerne fremsatte Ib Christensen (DR) på vegne af SF, VS og DR følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3498):
»Idet folketinget tager afstand fra Europa-Parlamentets ønsker om øgede budgetbeføjelser på Ministerrådets bekostning, fra dets forsøg på at lovgive via EFs budget og fra dets forslag om at hæve EF-momsen fra 1 til 1,5 pct.,
går tinget over til næste punkt på dagsordenen.«
Dette forslag blev taget tilbage (F. sp. 3553) af forslagsstilleren, som i stedet ligeledes på vegne af SF, VS og DR fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3553):
»Idet folketinget tager afstand fra Europa-Parlamentets ønsker om budgetbeføjelser på Ministerrådets bekostning og fra dets forsøg på at lovgive via EFs budget,
går tinget over til næste punkt på dagsordenen.«
Brusvang (CD) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3530):
»Folketinget tager de af regeringen ved udenrigsministeren og landbrugsministeren afgivne redegørelser vedrørende budgetspørgsmål i EF og den fælles landbrugspolitik til efterretning, idet disse redegørelser klart fremhæver de ubestridte fordele - specielt for dansk landbrug - ved dansk medlemskab af EF, samtidig med at de giver en fremstilling af de forpligtelser og vanskeligheder, som medlemskabet naturligt også medfører.
Tinget går derefter over til næste sag på dagsordenen.«
Dette forslag blev taget tilbage af forslagsstilleren (F. sp. 3560) og var dermed bortfaldet.
Erik Holst (S) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3555):
»Folketinget tager de af regeringen ved udenrigsministeren og landbrugsministeren afgivne redegørelser vedrørende budgetspørgsmål i EF og den fælles landbrugspolitik til efterretning, idet disse redegørelser klart fremhæver fordelene - specielt for dansk landbrug - ved dansk medlemskab af EF, samtidig med at de giver en fremstilling af de forpligtelser og vanskeligheder, som medlemskabet naturligt også medfører.
Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Dette forslag vedtoges med 111 stemmer mod 28 (SF, RV, VS og DR).
Hermed var det af Ib Christensen (DR) stillede dagsordensforslag bortfaldet.