Luk

Luk
Luk

Luk

L 106 Forslag til lov om ændring af lov om børnetandpleje.

Af: Indenrigsminister Henning Rasmussen ()
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Lovforslaget indebar, at den i børnetandplejeloven eksisterende hjemmel for kommunerne til - foreløbig indtil udgangen af 1981 - at opnå dispensation fra lovens krav om etablering af kommunale børnetandplejeklinikker skulle forlænges indtil videre. Samtidig foresloges også bestemmelsen om revision af lovens regler om dispensationstandpleje ophævet.

Om baggrunden for lovforslaget hed det bl. a. i indenrigsministerens fremsættelsestale:

»Lovforslaget skal primært ses som et led i de igangværende sparebestræbelser og som udtryk for regeringens positive indstilling til det af de kommunale organisationer fremsatte ønske om, at staten gennem bl. a. ændret lovgivning søger at lette det øjeblikkelige udgiftspres på kommunerne.

Lovforslaget indebærer, at den i børnetandplejeloven eksisterende hjemmel for kommunerne til - foreløbig indtil udgangen af 1981 - at opnå dispensation fra lovens krav om etablering af kommunale børnetandplejeklinikker forlænges foreløbig indtil videre. Det er dog regeringens opfattelse, at endelig stilling til dispensationsadgangen bør tages senest i 1985-86, hvor børnetandplejeloven skal optages til generel revision.

Det skal dog samtidig understreges, at foreløbige beregninger foretaget af sundhedsstyrelsen på grundlag af indberetninger fra kommuner og amtskommuner vedrørende bl. a. økonomien i børnetandplejen og tandsundheden hos de af ordningen omfattede børn tyder på, at børnetandpleje på kommunale klinikker er både bedst og billigst. Hvis denne tendens bekræftes i de nærmeste år, er det regeringens klare opfattelse, at dispensationsadgangen på længere sigt helt overvejende bør søges ophævet.

Lovforslaget ændrer således ikke ved det principielle sigte, som har været indeholdt i loven siden dens vedtagelse i 1971, nemlig at børnetandpleje skal foregå på kommunale klinikker.«

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om børnetandpleje (af Pilgaard Andersen (FP) m. fl.) (se A.II. nr. 24) og forslag til lov om ændring af lov om børnetandpleje (af Henrik Toft (V) m. fl.) (se A.I. nr. 161).

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget. Der kan dog med hensyn til udvalgets arbejde med den af lovforslaget omhandlede problematik henvises til årbogens omtale af de 2 ovenfor nævnte lovforslag.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Ole Pilgaard Andersen (FP), Henrik Toft (V), Karen Thurøe Hansen (KF), Birthe Nielsen (SF), Aase Olesen (RV), Mimi Jakobsen (CD), Carl Thio Tyroll (VS), Inge Krogh (KrF) og Ole Flygaard (DR)