L 154 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

(Begrænsning af fradragsretten for visse løbende ydelser).

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter forslaget indføres der en beløbsmæssig begrænsning i fradragsretten for ensidigt påtagne løbende ydelser til modtagere, der ikke er skattepligtige her i landet. Begrænsningen blev foreslået fastsat til 6.000 kr. årligt pr. yder.

Lovforslaget skal have virkning fra og med indkomståret 1981, og fradragsbegrænsningen skal gælde for ydelser både i henhold til bestående kontrakter og i henhold til fremtidige kontrakter. Hvis ydelsen tilfalder et selskab, en forening, en institution m.v., skal fradragsretten dog alene ophæves for ydelser i henhold til kontrakter, der indgås efter lovforslagets fremsættelse den 28. februar 1980.

Lovforslaget blev i den fremsatte form positivt modtaget ved 1. behandling af ordføreren for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti, fremskridtspartiet og centrum-demokraterne. Også blandt disse ordførere var der dog indvendinger mod den konkrete udformning, herunder mod den foreslåede beløbsgrænse, og sådanne indvendinger var det dominerende i de øvrige ordføreres indlæg.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Mogens Glistrup (FP), Anders Christian Poulsen (V), Hagen Hagensen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Bollmann (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)