Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Ved loven skabtes hjemmel for, at der efter forhandling med det udenrigspolitiske nævn ved kgl. anordning kan træffes forholdsregler vedrørende økonomisk og andet samkvem med Iran i anledning af tilbageholdelse i Teheran af ambassade- og konsulatspersonale i strid med almindeligt gældende internationale regler.

Forholdsreglerne kan omfatte danske statsborgere, der opholder sig uden for den danske stat.

Forholdsreglerne kan bringes til anvendelse uanset tidligere indgåede kontrakter eller givne tilladelser.

Det anføres i fremsættelsestalen, at loven var nødvendiggjort af et stormagtsveto i FNs sikkerhedsråd, der hindrede anvendelse af lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse forholdsregler i henhold til FN-pagten. Endvidere oplyses det at de sanktioner, der påtænktes gennemført i henhold til denne lov, var genstand for drøftelser mellem EF-landene med henblik på at søge tilsikret overensstemmelse mellem de enkelte landes nationale foranstaltninger.

I udvalgsbetænkningen stilledes af DR ændringsforslag om, at sanktioner i medfør af loven skulle have hjemmel i beslutning truffet enten af FNs sikkerhedsråd eller af FNs generalforsamling i overensstemmelse med "Uniting for Peace"-resolutionen af 1950.

Dette ændringsforslag blev forkastet ved 2. behandlingen, og lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 128 stemmer mod 14 (SF og VS), mens 5 (DR) hverken stemte for eller imod.