L 211 Lov om ændring af lov om afgift af elektricitet.

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 222 af 04-06-1980
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved loven forhøjedes elektricitetsafgiften med virkning fra 30. juni 1980 fra 8 øre til 12,5 øre pr. kWh (kilowatt-time). Herudover indeholder loven overgangsbestemmelser for løbende leverancer med en afregningsperiode, der påbegyndes inden lovens ikrafttræden.

Lovforslaget var et led i regeringens samlede økonomiske politik, som foruden dette omfattede en række andre samtidig fremsatte forslag, der er anført under forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften). (Se A.I. nr. 113).

Lovforslaget kom til 1. og 2. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse olieprodukter, forslag til lov om ændring af lov om afgift af benzin, forslag til lov om ændring af lov om afgift af gas og forslag til lov om ændring af lov om afgift af charterflyvning. (Se de nærmest følgende sager).

Til 2. behandling var af ministeren, tiltrådt af et flertal i udvalget (S, RV og CD) stillet ændringsforslag hvorefter grænsen for afgiftsfritagelse for vindkraftanlæg skulle forhøjes fra 50 kW til 75 kW samt ændringsforslag om ikrafttrædelsesbestemmelsen. Af DR's medlem af udvalget var stillet ændringsforslag om fritagelse af forlystelser, teaterforestillinger m. v. for afgiften. V's og KF's medlemmer af udvalget foreslog i et ændringsforslag en bemyndigelse til ministeren vedrørende hurtig tilbagebetaling af afgift efter loven til virksomheder med stort energiforbrug. Endelig var af såvel FP's som V's og KF's medlemmer af udvalget i lidt forskellig udformning stillet ændringsforslag om at fritage Bornholm for forhøjelsen af afgiften. Af disse ændringsforslag blev alene ministerens vedtaget. I udvalgets betænkning henviser ordførerne fra S, RV og CD endvidere til, at ministeren over for udvalget havde lovet i begyndelsen af næste folketingssamling at fremsætte lovforslag om en fremskyndet tilbagebetaling af energiafgiften for særlige energitunge virksomheder og om styrkelse af likviditeten i visse eksportvirksomheder.

Lovforslaget blev vedtaget med 84 stemmer (S, RV, CD, KrF og Steenholdt) mod 79. Ingen undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Ove Jensen (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Hagen Hagensen (KF), Ole Kalnæs (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Bollmann (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)