Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Loven går ud på, at udskrivningsprocenten for indkomstskatten til staten i 1981 fastsættes til 91, hvor udskrivningsprocenten i 1980 er 90. Desuden går loven ud på at tilpasse skattelovgivningens regler om pristalsregulering af personfradrag og skalatrin samt en række andre beløbsgrænser til de ændrede regler for beregningen af reguleringspristallet, se under A.I., nr. 159, lov om ændring af lov om beregning af et reguleringspristal. Efter disse ændrede regler er posterne for brændsel og energi holdt ude af reguleringspristallet med virkning fra januar 1979. Pristalsregulering af de nævnte beløbsgrænser i skattelovgivningen foreslås endvidere tilpasset de ændringer i pristalsreguleringen af lønninger, som blev gennemført i december 1979, og hvorefter de dyrtidsportioner, der udløses af januarpristallet 1980, ikke kommer til udbetaling, se ovenfor under A.I., nr. 2, vedrørende lov om ændring af dyrtidsregulering m.v. Den del af stigningen i priserne, som skyldes kronejusteringen i november 1979, skal efter loven heller ikke give sig udslag i regulering af beløbsgrænserne. Endelig sker der efter loven en vis omlægning af personfradrag og skalatrinene i statsindkomstskatteskalaen.
Fra 1980 til 1981 skal reguleringen ske på grundlag af prisudviklingen fra april 1979 til april 1980. Denne regulering foretages som nævnt på grundlag af det nye pristal uden posterne for brændsel og energi indregnet. I forhold hertil skal der, som ligeledes nævnt, yderligere ses bort fra de prisstigninger, som ikke udløste dyrtidsportioner i januar 1980, samt fra de prisstigninger, der skyldes kronejusteringen i november 1979. Tages der hensyn hertil, skulle beløbsgrænserne forhøjes med ca. 2,7 procent fra 1980 til 1981. Set i forhold til denne regulering er det dog fundet rimeligt at forhøje personfradragene yderligere med 800 kr. samt at forlænge 1. trin på statsindkomstskatteskalaen (det såkaldte proportionalskattestræk) med yderligere 3.100 kr. mod en tilsvarende forkortelse af 2. trin.
Herefter bliver det almindelige personfradrag efter forslaget 16.000 kr. i 1981, medens det særlige personfradrag til enlige pensionister bliver 29.500 kr.
Med den foreslåede udskrivningsprocent på 91 skal statsindkomstskatten udskrives efter følgende skala i 1981:
Af de første 87.200 kr. betales 14,56 pct.
Af de næste 64.200 kr. betales 29,12 pct.
Af resten betales 40,04 pct.
I udvalgsbetænkningen stilledes af venstres, det konservative folkepartis og fremskridtspartiets medlemmer af udvalget ændringsforslag om en nedslagsregel for formuer med lavt afkast samt en skatteloftsregel. Af socialistisk folkepartis medlem af udvalget stilledes ændringsforslag om bibeholdelse af det tillæg til personfradraget på 500 kr., som pensionister har haft for indkomståret 1980. Tilsvarende ændringsforslag blev af henholdsvis fremskridtspartiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget stillet i tillægsbetænkningen. Uden for tillægsbetænkningen blev af Ib Christensen (DR) og Mølgaard (DR) til 3. behandlingen stillet ændringsforslag om indførelse af et skatteloft. Ingen af disse ændringsforslag blev vedtaget, hvorimod 2 ændringsforslag fra ministeren af teknisk karakter vedrørende en tilpasning til det ændrede reguleringspristal (i betænkningen) blev vedtaget. Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 84 stemmer (S, RV, CD, KrF og Steenholdt) imod 78. Ingen undlod at stemme.