L 27 Lov om ændring af ligningsloven.

(Fradrag for visse udgifter til halmfyring).

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 515 af 21-12-1979
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved loven ophæves reglen om, at landbrugere, der anvender halm til fyring i anlæg, som opvarmer den private bolig, skal medregne et beløb på 500 kr. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Loven har virkning fra og med indkomståret 1979.

I de ledsagende bemærkninger oplyses om baggrunden for lovforslagets fremsættelse bl. a. følgende:

»Ved lov nr. 242 af 8. juni 1979 om statstilskud til udnyttelse af vedvarende energikilder m. v. er der skabt hjemmel til at yde statstilskud til anlæg, der udnytter en række energikilder, herunder halm. Under hensyntagen hertil og på baggrund af den nuværende alvorlige energikrise er det fundet rimeligt at tilpasse skattereglerne således, at de bidrager til at fremme bestræbelserne på at udnytte de hidtil ret upåagtede energiressourcer i landbrugets halmproduktion. Det foreslås derfor at ophæve reglen om, at fradraget for driftsudgifterne til bjærgning og opbevaring m. v. af halm, der anvendes privat, skal modsvares af et tillæg ved indkomstopgørelsen på de 500 kr.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 136 stemmer mod 2 (DR); 5 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Ervin Christian Jensen (S), Ivar Hansen (V), Hagen Hagensen (KF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Bollmann (CD) og Arne Bjerregaard (KrF)