B 101 Forslag til folketingsbeslutning om støtte til befrielsesbevægelsen i El Salvador

Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til hurtigst muligt at tage initiativ til at bevilge 25 mill. kr. til befrielsesbevægelsen i El Salvador, FDR, uden at der knyttes betingelser hertil.

Om baggrunden for beslutningsforslaget hedder det bl. a. i de ledsagende bemærkninger:

»I årevis har USA støttet styret i El Salvador politisk, økonomisk og militært. Konsekvensen af denne støtte er, at militærstyret i dag er udstyret med avanceret amerikansk militærmateriel, og senest har USA udvidet antallet af amerikanske militærrådgivere i landet. Ud over dette blev der alene i 1980 uddannet 300 militæreksperter fra El Salvador på det amerikanske militærakademi i Panama - det største antal for noget latinamerikansk land i 1980.

Gennem denne politik lægger USA åbenlyst op til militær »løsning« i El Salvador. Nødvendigheden af en militær »løsning« er i øvrigt blevet fremført helt åbent af USAs FN-ambassadør, Jeane Kirkpatrick.

Ved hjælp af denne støtte er det muligt for militærjuntaen at fortsætte massemordene på befolkningen i El Salvador trods fordømmelsen fra store dele af verdensopinionen og trods omfattende modstand fra den forenede opposition i El Salvador, FDR.

I FN har Danmark taget afstand fra undertrykkelsen, og såvel socialdemokratiet som Socialistisk Internationale har fordømt USAs støtte til juntaen og har beskrevet årsagen til konflikten som værende juntaens blodige undertrykkelse af befolkningen.

Så længe strømmen af våben og militærrådgivere til juntaen fortsætter, er det imidlertid helt utilstrækkeligt, at befolkningen i El Salvador har sympatien på sin side. Sympatien må antage en mere konkret form.

Derfor opfordres regeringen til øjeblikkeligt at yde økonomisk støtte til befrielsesbevægelsen. Støtten må gives uden betingelser. Der er et klart behov for humanitær hjælp til den undertrykte befolkning, men det er lige så klart, at befolkningen har brug for våben, hvis den skal kunne gøre op med militærjuntaen, der er udstyret med avancerede amerikanske våben, og som trænes af amerikanske militærrådgivere.

Støtten skal derfor gives betingelsesløst til FDR, der repræsenterer hele oppositionen i El Salvador.«

Ved 1. behandling blev beslutningsforslaget afvist af såvel udenrigsministeren som de øvrige partiers ordførere med undtagelse af Gert Petersen (SF), der kunne støtte dette.

Udenrigsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Bjørn Elmquist (V), John Arentoft (FP), Karl Kjelgaard (KF), Gert Petersen (SF), Arne Stinus (RV), Arne Melchior (CD), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Ole Flygaard (DR)