B 20 Forslag til folketingsbeslutning om boykot af økonomiske aktiviteter m. v. i Den sydafrikanske Republik

Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til:

1) at forbyde virksomheder at foretage investeringer i Sydafrika,

2) at påbyde danske virksomheder, som er involveret i økonomisk aktivitet i Sydafrika, at afvikle denne aktivitet inden for en periode af højst seks måneder,

3) at forbyde overførsel fra Danmark til Sydafrika af teknologi i form af patenter, licenser, know-how m. v.,

4) at tage initiativ i SAS' bestyrelse til, at selskabets beflyvning af Johannesburg ophører,

5) at sørge for, at danske elselskaber og elsammenslutninger med øjeblikkelig virkning ophører med at indkøbe kul fra Sydafrika,

6) at sørge for, at enhver dansk samhandel med Sydafrika bringes til ophør senest seks måneder efter forslagets vedtagelse,

7) at sørge for, at enhver form for danske sportslige og kulturelle kontakter med apartheidregimet i Sydafrika bringes til ophør,

8) at mangedoble den uhyre beskedne officielle danske støtte til flygtninge, befrielsesbevægelser, ofre for apartheidstyret m. v.

Da beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af et i de to foregående folketingsår fremsat forslag, henvises i øvrigt til omtalen heraf i Folketingsårbog 1978-79, side 451, og Folketingsårbog 1979-80, side 531 lf.

Hverken udenrigsministeren eller de øvrige partiers ordførere med undtagelse af Hanne Engberg (SF) og til dels Bolvig (RV) kunne støtte beslutningsforslaget ved 1. behandling, hvor det kom til behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om stop for indkøb af kul fra Den sydafrikanske Republik (af Steen Folke (VS), Hanne Engberg (SF) og Bolvig (RV)) (se nærmest følgende sag).

Udenrigsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Bjørn Elmquist (V), Karl Kjelgaard (KF), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Hanne Alice Engberg (SF), Jens Jørgen Bolvig (RV), Erhard Jakobsen (CD), Inge Krogh (KrF), Steen Folke (VS) og Lis Starcke (DR)