B 49 Folketingsbeslutning om beretning angående Nordisk Råds 28. session 1980.

Af: Udenrigsudvalget (URU)
Samling: 1980-81
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Beretning fra Nordisk Råds danske delegation angående Rådets 28. session 1980 i Reykjavik anmeldtes i folketinget den 26. november (F. sp. 2916) og henvistes til udenrigsudvalget. Udenrigsudvalget afgav betænkning den 25. november (B. sp. 165), 1. behandling af det i betænkningen indeholdte forslag til folketingsbeslutning 2. december (F. sp. 3447), 2. (sidste) behandling 5. december (F. sp. 3711). Forslag som vedtaget (C. sp. 131).

Ved beslutningen, der vedtoges med 129 stemmer mod 15 (FP), toges beretningen til efterretning.

Af udenrigsudvalgets betænkning fremgik, at udvalget foruden den nævnte beretning som bilag til denne havde fået forelagt Nordisk Ministerråds beretning (C 1) til 28. session, kapitel I (Det nordiska samarbetet - ministerrådets verksamhet).

Bag indstillingen i udvalgsbetænkningen stod et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer).

Et mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstillede beretningen til forkastelse og anførte i en mindretalsudtalelse, at arbejdet i Nordisk Råd har karakter af golde mødeaktiviteter, der ikke resulterer i beslutninger, der er til gavn for de nordiske lande. Man burde nok mere kritisk begrænse sig til de forslag, som er af en sådan karakter, at de er praktisk gennemførlige og til gavn for de nordiske lande.

Under 1. behandlingen i folketinget rejste Stetter (KF) spørgsmålet om den nye svenske administrative praksis, hvorefter arbejdsgiverafgifter bliver opkrævet hos danske virksomheder i forbindelse med salg af danske varer i Sverige, såfremt eksportørerne i salgsarbejdet i Sverige benytter sig af derboende svenske selvstændige handelsagenter. Ministeren for nordiske anliggender, Lise Østergaard, besvarede spørgsmålet med bl. a. at oplyse, at det pågældende spørgsmål ville blive taget op på næste nordiske handelschefmøde.