Luk

Luk
Luk

Luk

B 63 Forslag til folketingsbeslutning om energibesparende foranstaltninger i boliger

Af: Ole Kalnæs (SF), Ib Bjørn Poulsen (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordres regeringen til at fremsætte lovforslag om energibesparende foranstaltninger i boliger.

Ejere af beboelsesejendomme kan rekvirere et varmesyn, såfremt ejendommen ikke er opført i overensstemmelse med det nugældende bygningsreglement, BR 77. I udlejningsejendomme kan et flertal af beboere eller disses valgte repræsentanter kræve varmesyn gennemført. Udgifterne til varmesyn tænkes dækket af staten.

Ved varmesynet opgør energikonsulenten de energimæssige mangler og de mulige energibesparende foranstaltninger i ejendommen i 4 klasser:

I. Foranstaltninger med tilbagebetalingstid på 5 år eller derunder.

II. Foranstaltninger med tilbagebetalingstid på 6-10 år.

III. Foranstaltninger med tilbagebetalingstid på 11-15 år.

IV. Andre energibevaringsmæssige mangler i forhold til
BR 77.

I de bygninger, hvor der er gennemført varmesyn, skal energibesparende foranstaltninger være gennemført efter følgende regler:

Foranstaltninger af klasse I inden 31. december 1985, foranstaltninger af klasse II inden 31. december 1990 og foranstaltninger af klasse III inden 31. december 1995.

Forslaget blev positivt modtaget af boligministeren og en
række ordførere. Under debatten oplyste ministeren, at han selv i løbet af folketingsåret ville fremkomme med et forslag af samme karakter (se lov om begrænsning af energiforbruget i bygninger, A.I. nr. 18).

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Winnie Møller (S), Bjørn Elmquist (V), Keld Andersen (KF), Uffe Thorndahl (FP), Ole Kalnæs (SF), Arne Bjerregaard (KrF) og Niels Mølgaard (DR)