L 103 Lov om den skattemæssige behandling af husdyrbesætninger

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 208 af 13-05-1981
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven er et led i regeringens erhvervsfremmende foranstaltninger og går ud på at ændre reglerne for den skattemæssige behandling af landbrugets husdyrbesætninger på to punkter.

For det første gennemføres der ændrede regler for den skattemæssige opdeling af husdyrbesætningerne på henholdsvis stambesætninger og salgsbesætninger, idet der opstilles skematiske regler for, hvornår et dyr skal henføres til henholdsvis stambesætningen og salgsbesætningen, således at der vil blive tale om en betydelig forenkling både for administrationen og for de enkelte skatteydere.

For det andet gennemføres en ændret skattemæssig behandling af landbrugernes stambesætninger.

Ved 1. behandling fik lovforslaget støtte af ordførerne for S, RV og CD.

Udvalgsbetænkningen indeholdt ændringsforslag bl. a. fra ministeren for skatter og afgifter, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Ved 3. behandlingen vedtoges lovforslaget med 116 stemmer mod 19 (FP og VS), mens 9 (SF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Ivar Hansen (V), Anders Christian Poulsen (V), Mogens Glistrup (FP), Lars P. Gammelgaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Aase Olesen (RV), Erhard Jakobsen (CD) og Ole Flygaard (DR)