L 107 Forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje

(Behandling af sager af mindre værdi).

Af: Justitsminister Henning Rasmussen (S)
Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovforslaget omfattede de fleste sager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., samt sager, der indbringes for domstolene efter at være afgjort af forbrugerklagenævnet eller et klage- eller ankenævn, der er godkendt af forbrugerklagenævnet. De foreslåede regler skulle alene finde anvendelse ved byret og sø- og handelsretten i København.

Ifølge lovforslaget skulle dommeren i videre omfang bistå parterne med tilrettelæggelsen af deres sag og herunder ikke mindst vejlede om praktiske spørgsmål, idet dommeren dog skulle have mulighed for at beskikke advokat for parterne, når der var særlig anledning dertil. En part skulle som hovedregel ikke betale sagsomkostninger til modparten. I lighed med klagebehandlingsordningen ved forbrugerklagenævnet skulle det offentlige i vidt omfang afholde udgifterne til oplysning af sagerne.

Lovforslaget tilsigtede »at give grundlag for en lettere og billigere adgang for befolkningen til at få dagliglivets retskonflikter afgjort ved domstolene«, jfr. justitsministerens fremsættelsestale. Forslaget var udarbejdet på baggrund af retsplejerådets betænkning nr. 886/1979. Det havde endvidere nær tilknytning til det af industriministeren samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om forbrugerklagenævnet, se under A.I., nr. 62.

Under 1. behandling var der gennemgående hos ordførerne enighed i lovforslagets formål. Der var dog tvivl om udformningen, som ønskedes nøjere belyst under udvalgsbehandlingen. Det var herunder ikke mindst konsekvenserne af dommerens foreslåede aktive rolle samt den prioritering, man mente lovforslaget ville blive udtryk for mellem klagenævnsbehandling og domstolsbehandling, der ønskedes nøjere belyst. Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets afslutning.
Partiernes ordførere
Hans Jørgen Jensen (S), Nathalie Lind (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Hagen Hagensen (KF), Ebba Strange (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Birgith Mogensen (CD), Preben Wilhjelm (VS) og Lis Starcke (DR)