L 141 Lov om ændring af forskellige skattelove.

(Aktieavancebeskatning m. m.).

Af: Minister for skatter og afgifter Mogens Lykketoft (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 296 af 10-06-1981
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven indeholder i det væsentlige tekniske ændringer, der er konsekvenser af den gennemførte ordning om lempelse af aktieavancebeskatningen.

I forbindelse med værnsreglen er der indsat en mindre tilføjelse i skattekontrolloven, der giver skattemyndighederne adgang til at indhente oplysninger hos selskaberne om, hvem der er ejer af aktierne i selskabet.

Der sker endvidere en ændring af lov om særlig indkomstskat, hvorefter der indføres lempeligere regler for den skattemæssige behandling af erstatnings- og forsikringssummer ved genopførelse af skaderamte bygninger.

Endelig indeholder loven en ændring af kildeskatteloven, hvorefter der indføres lempeligere regler for dødsboers pligt til at betale udgifter ved vurdering af boets aktiver.

Ved 1. behandling blev lovforslaget behandlet sammen med forslag til lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m. v. (se nærmest foranstående sag).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 136 stemmer mod 11 (SF og VS).
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Uffe Ellemann-Jensen (V), Mogens Glistrup (FP), Hagen Hagensen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Bollmann (CD), Christian Christensen (KrF), Ole Flygaard (DR) og Niels Mølgaard (DR)