Lovforslaget indeholdt forslag om, at fredningssager kan rejses af fredningsnævnene også for så vidt angår søterritoriet.

Der blev endvidere foreslået oprettelse af regionale grønne råd bestående af lokalboende med særlig sagkundskab. Sådanne råd skulle have til opgave at medvirke til en forbedret naturfredningsplanlægning samt til at gøre planlægningen mere folkelig.

Endelig blev der foreslået en skærpelse af de eksisterende bestemmelser vedr. opdyrkning af hedearealer, fjernelse af stendiger, beskyttelse af strandenge, kirkeomgivelser m. v.

Af de ledsagende bemærkninger til lovforslaget fremgår det bl.a., at baggrunden for forslaget »er det stigende pres, som vore landskabsværdier i et stadigt ekspanderende samfund udsættes for. Ved naturfredningslovens administration gennem de senere år har det vist sig, at der er behov for at forbedre loven på en række enkeltpunkter.

Forslagsstillerne mener, at der lovgivningsmæssigt er et voksende behov for at skærpe beskyttelseslinierne omkring vore skove, ligesom det bør overvejes at forstærke beskyttelseslinierne omkring vore søer og vandløb. Især i bynære områder er der store trusler mod disse biotoper og deres omgivelser.

I december 1980 udgav fredningsstyrelsen »Status over den danske plante- og dyreverden«. Det fremgår af det omfattende værk, at den danske natur gennem de senere år er blevet mere og mere forarmet. Den voldsomme tekniske og samfundsmæssige udvikling i det sidste årti har overalt medført en afvikling eller reduktion af mangfoldigheder af arter og naturlokaliteter.

Det gælder i det åbne dyrkede land, hvor de levende hegn, dammene, mergelgravene og de åbne grøfter forsvinder, som for naturtyper som hederne, overdrevene, engene, kærene, moserne, strandengene og flere løvskovstyper.

Den danske natur, hvori vi henter mangeartede oplevelser, livskvalitet, bliver på grund af menneskelig indgriben mere og mere monoton og kedelig.«

Lovforslaget blev af forslagsstillerne taget tilbage den 7/5 og kom således ikke til 1. behandling.