Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.
Loven indeholder bestemmelserne om det offentliges tilsyn med sikkerhedsforhold i forbindelse med den virksomhed, som foregår fra visse havanlæg. Herved forstås ifølge lovens kapitel 1 platforme og andre anlæg til brug i forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden under havbunden samt rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne råstoffer.
Loven finder anvendelse på havanlæg, der befinder sig på dansk søterritorium eller dansk kontinentalsokkelområde, samt på danske havanlæg, der befinder sig uden for dansk eller anden stats kontinentalsokkelområde.
Energiministeren kan fastsætte regler om, at loven helt eller delvis finder anvendelse på danske havanlæg, der befinder sig på en anden stats søterritorium eller kontinentalsokkelområde. Sådanne regler skal være afpasset efter forholdene i det pågældende område, og forinden deres fastsættelse skal ministeren indhente en udtalelse fra et særligt koordinationsudvalg herom. Dette udvalg nedsættes af energiministeren, og det udvides i sager om lovens eventuelle udstrækning til fremmed stats søterritorium m. m. med repræsentanter for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, som skal kunne tiltræde udvalgets udtalelse over denne type sager, jfr. i øvrigt nedenfor om dette udvalg.
Kapitel 2 om sikkerhedsmæssige regler for havanlæg indeholder i vidt omfang rammebeføjelser for energiministeren til fastsættelse af regler om sikkerheds-, sundheds- og miljømæssige forhold. Desuden bemyndiges ministeren til at fastsætte regler om henholdsvis bemandingsforhold og beredskab.
Loven tilsigter, herved at skabe det fornødne grundlag for energiministeren til at tilvejebringe et samlet og mere enkelt og overskueligt sæt af sikkerhedsmæssige regler.
På alle områder, som ikke reguleres af loven, er retsstillingen i forhold til tidligere uændret. Loven træder i første række i stedet for arbejdsmiljøloven og søfartslovgivningen. I det omfang, loven ikke på grund af sit geografiske anvendelsesområde gælder, er søfartslovgivningen dog udtrykkelig opretholdt efter § 22, stk. 2. Det er hensigten, indtil særlige regler om sikkerheds-, sundheds- og miljømæssige forhold på havanlæg fastsættes efter § 5, at lade de hidtil gældende regler finde anvendelse i en overgangsperiode ved i medfør af § 23 at udstede en bekendtgørelse herom.
Den nødvendige samordning med de øvrige berørte myndigheder søges tilvejebragt gennem koordinationsudvalget. Det er derfor fastsat, at udvalgets udtalelse skal indhentes, før nærmere regler fastsættes. For at inddrage arbejdsmarkedets parter i forbindelse med fastsættelsen af regler bestemmes det, at koordinationsudvalget tiltrædes af arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer ved opfølgningen af den tekniske udvikling og fremsættelse af ønsker og forslag vedrørende forhold, der er omfattet af loven, samt ved afgivelse af udtalelser om udarbejdelse af regler i henhold til denne lov.
Efter lovens kapitel 3 er tilsynet med overholdelsen af denne lov og de regler, der udfærdiges i henhold til loven, henlagt til energiministeren.
Det er imidlertid forudsat, at faglige og ressourcemæssige hensyn gør det nødvendigt i vidt omfang at delegere tilsynsbeføjelsen til de myndigheder, som hidtil har ført tilsyn med denne virksomhed, således især energistyrelsen og skibstilsynet.
Samordningen af tilsynsfunktionerne, som den forudsatte delegering af ministerens tilsynsbeføjelser nødvendiggør, kan ske ved, at ministeren som øverste administrative instans har, sædvanlige instruktionsbeføjelser, ligesåvel som beslutninger truffet af den myndighed, hvortil delegering har fundet sted, i almindelighed vil kunne indbringes for ministeren.
Herudover sker samordningen af tilsynsmyndighedernes arbejde gennem det i medfør af § 10 nedsatte koordinationsudvalg. Udvalget har bl. a. til opgave at bistå energistyrelsen med at koordinere myndighedsbehandlingen på dette område.
Der angives en særlig organisation i tilfælde af større uheld på havanlæg, idet ministeren i sådanne tilfælde nedsætter en aktionskomité. Aktionskomiteen træffer ikke som sådan beslutninger, men det kan forudses, at beslutninger bliver truffet i aktionskomiteens regie af de repræsenterede myndigheder.
Lovens kapitel 4 om havariopklaring bygger i vidt omfang på tilsvarende bestemmelser i luftfartslovgivningen. Ved etablering af en havarikommission skal det sikres, at den relevante ekspertise kan sammenkaldes med kort varsel, og at kommissionen i nødvendigt omfang kan foretage undersøgelser på stedet.
I kapitel 5 om privatretlige regler for havanlæg fastsættes dels særlige begrænsningsbeløb for rederens ansvar for skader, der indtræffer i forbindelse med anlæggets efterforsknings- eller indvindingsvirksomhed, dels at erstatning for forureningsskader som følge af denne virksomhed ikke er sikret ved søpanteret efter sølovens kapitel 11. Disse særlige regler for rederen af et anlæg indskrænker ikke bevillingshaverens forpligtelse i medfør af ansvarsreglerne i undergrundsloven. Det vil således ikke være muligt for en reder, som efter undergrundsloven har bevilling til efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden, og hvis aktiviteter er omfattet af pågældende bevilling, at begrænse sit ansvar efter søloven, jfr. lovens § 20.
Om baggrunden for lovforslaget oplyste energiministeren bl. a. følgende i den skriftlige fremsættelsestale:
»Lovforslaget skal ses på baggrund af den generelle regulering og ajourforing af vilkårene for efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden, som resultat af forhandlingerne mellem regeringen og bevillingshaverne samt det samtidig hermed fremsatte forslag til en revision af undergrundsloven er udtryk for.
Den herigennem forventelige aktivitetsforøgelse inden for denne sektor indebærer, at også hele spørgsmålet om de sikkerheds- og miljømæssige forhold i forbindelse med boreplatforme og de hertil knyttede anlæg aktualiseres.
Den 17. marts 1976 nedsatte handelsministeriet en arbejdsgruppe til at undersøge spørgsmål i forbindelse med det offentliges tilsyn i sikkerhedsmæssig henseende med materiel til efterforskning og indvinding af olie og naturgas på havet. Arbejdsgruppen pegede i sin indstilling af 25. november 1976 til handelsministeriet på, at det er en afgørende forudsætning for at effektivisere det offentliges tilsyn i sikkerhedsmæssig henseende med efterforsknings- og indvindingsvirksomhed, at der udarbejdes klare samlede regler herfor. Arbejdsgruppen foreslog desuden, at tilsynsarbejdet blev samordnet og forenklet.
Med henblik på udarbejdelse af samlede regler for virksomheden nedsatte handelsministeriet den 13. september 1977 i overensstemmelse med en beslutning herom i regeringens energiudvalg et udvalg vedrørende lovgivning for olieboreplatforme.
Udvalget fik til opgave at fremkomme med forslag til en privatretlig og eventuelt yderligere offentligretlig regulering og afgav den 5. februar 1981 sin indstilling med tilhørende lovforslag til energiministeriet.«
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 116 stemmer mod 22 (FP, CD); 10 medlemmer (VS, DR) stemte hverken for eller imod.