L 5 Lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene

Af: Boligminister Erling Olsen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 483 af 05-11-1980
Efter l. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven, der trådte i kraft den 1. januar 1981, gives der udlejere af privat ældre udlejningsbyggeri inden for lovens område adgang til at vælge at forøge afsætningen til vedligeholdelse for den enkelte ejendom mod at lade de til vedligeholdelse indbetalte beløb binde på en konto for ejendommen i Grundejernes Investeringsfond. Frigivelse af de indbetalte beløb kan herefter kun ske, når udlejer over for Grundejernes Investeringsfond dokumenterer, at vedligeholdelsesudgifter svarende til de beløb, der ønskes udbetalt, er afholdt på ejendommen. Er der beboerrepræsentation i ejendommen, skal beboerrepræsentationens attestation af, at de anførte vedligeholdelsesudgifter er afholdt til ejendommens vedligeholdelse, gøres til en betingelse for beløbets udbetaling.

De bundne beløb forrentes med den sats, midler i Investeringsfonden i øvrigt forrentes. Det er i loven forudsat, at frigivelse kan ske til brandsikring samt til ydelse på lån optaget til brandsikring eller opretning af ejendommen. Efter loven er udgifter til isolerings- og forbedringsarbejder også omfattet af bindingsordningen i det omfang, der kan opnås enighed mellem lejere og udlejer om at anvende de til vedligeholdelse indbetalte beløb hertil.

Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri (A. I. nr. 7), forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter (A. I. nr. (8), forslag til lov om ændring af lov om sanering (A. I. nr. 9), forslag til lov om tvungen administration af udlejningsejendomme (A. I. nr. 11), forslag til lov om ændring af lov om boligsikring (A. I. nr. 12), forslag til lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (A. I. nr. 13), forslag til lov om statstilskud til energibesparende foranstaltninger i beboelsesejendomme (A. I. nr. 14) og forslag til lov om statstilskud til forbedring og opretning af beboelsesejendomme (A. I. nr. 15).

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om sanering (se A. I. nr. 9), forslag til lov om tvungen administration af udlejningsejendomme (se A. l. nr. 11), forslag til lov om ændring af lov om boligsikring (se A. I. nr. 12) og forslag til folketingsbeslutning om bevaring og modernisering af utidssvarende boliger og bykvarterer [Af Fogh Rasmussen (V) og Keld Andersen (KF) m. fl.] (se B. 11. nr. 13).

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af de af boligministeren i betænkningen stillede ændringsforslag.

Der var endvidere i betænkningen stillet en række ændringsforslag af forskellige mindretal, der dog blev forkastet ved 2. behandling.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 124 stemmer mod 19 (SF, VS og DR).
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Keld Andersen (KF), Uffe Thorndahl (FP), Ole Kalnæs (SF), Tage Dræbye (RV), Niels Bollmann (CD), Arne Bjerregaard (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Niels Mølgaard (DR)