L 57 Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

Af: Miljøminister Erik Holst (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 108 af 11-03-1981
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Loven går ud på, at miljøbeskyttelseslovens revision udskydes ét år således, at der i folketingsåret 1981-82 kan foretages en nødvendig vurdering og samordning af bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovgivningen og vandløbslovgivningen.

Under udvalgsbehandlingen drøftedes bl. a. en bredere sammensætning af miljøankenævnet og udvidelse af klageadgangen til også at omfatte miljøorganisationerne. Ændringsforslag herom stillet af SFs medlem af udvalget blev ikke vedtaget.

Miljøministeren har imidlertid i udvalgets betænkning udtrykt håb om, at der gennem yderligere forhandlinger med alle berørte grupper kan findes frem til en afbalanceret løsning vedr. miljøankenævnets sammensætning, som kan forelægges for folketinget.

Ministeren har herudover tilkendegivet, at ændringer i nævnets sammensætning og udvidelse af klageadgangen må ses i sammenhæng med den samlede revision af miljøbeskyttelsesloven i folketingsåret 1981-82.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 117 stemmer mod 26 (FP, VS og DR), mens 10 (SF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Peder Sønderby (V), Ole Bernt Henriksen (KF), Uffe Thorndahl (FP), Margrete Auken (SF), Tage Dræbye (RV), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Mikael Lennart Waldorff (VS)