L 86 Forslag til lov om ændring af ligningsloven

(Ændring af fradragsretten for visse løbende ydelser).

Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Formålet med lovforslaget var at afskaffe adgangen til ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst at fradrage ensidigt påtagne løbende ydelser til modtagere, der ikke er fuldt skattepligtige her til landet.

I det omfang der var tale om ydelser til et barnebarn eller til selskaber, institutioner m.v., havde forslaget alene virkning for ydelser i medfør af forpligtelser, der var påtaget efter lovforslagets fremsættelse.

I de ledsagende bemærkninger anføres bl.a., at reglerne i ligningslovens § 14, stk. 2 har givet anledning til betydelige problemer.

Problemerne er især opstået i tilfælde, hvor der er tale om ensidige ydelser til modtagere i udlandet, og disse problemer har været behandlet i flere forskellige forbindelser, bl.a. af en af socialministeriet i april 1973 nedsat arbejdsgruppe vedrørende udenlandske arbejderes sociale og samfundsmæssige tilpasning her i landet. Arbejdsgruppen fremkom i oktober 1974 med en indstilling om den skattemæssige behandling af gæstearbejderes forsørgelseskontrakter. Herefter skulle der kun indrømmes fradrag i anledning af forpligtelseserklæringer, såfremt modtageren af de løbende ydelser var fuldt skattepligtig til Danmark.

Reglerne om forsørgelseskontrakter har givet anledning til en del kritik og til betydelige administrative vanskeligheder, for så vidt angår fradrag for løbende ydelser til pårørende i udlandet. Det nævnes således, at det kan være vanskeligt for danske myndigheder at kontrollere, om kontrakten reelt er bindende for den pågældende yder, og at underholdsydelserne ofte delvis vil medgå til underhold af den pågældendes hustru og børn, som på grund af de særlige leveforhold i hjemlandet hyppigt har fælles husstand med de personer, der efter kontrakten er berettigede.

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra ordføreren fra fremskridtspartiet, mens de øvrige partiers ordførere var afvisende over for forslaget.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Uffe Thorndahl (FP), Hagen Hagensen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Bollmann (CD), Arne Bjerregaard (KrF), Preben Wilhjelm (VS) og Ole Flygaard (DR)