L 36 Lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1982 og om ændring af forskellige skattelove m.v.

(Regulering af beløbsgrænser og forhøjelse af folkepensionsbidraget m.v.).

Af: Minister for skatter og afgifter Mogens Lykketoft ()
Samling: 1981-82 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 513 af 16-10-1981
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved loven fastsættes udskrivningsprocenten for indkomstskatten til staten i 1982 til 90. Endvidere forhøjes proportionalstrækket i hvert af årene 1982-85 med 1.000 kr. udover den årlige pristalsregulering, og bundgrænsen for formueskatten pristalsreguleres.

Derudover sker der en ekstraordinær forhøjelse af personfradragene for såvel enlige som gifte pensionister. Samtidig sammenlægges det særlige folkepensionsbidrag med det almindelige folkepensionsbidrag til et forhøjet almindeligt pensionsbidrag.

Loven indeholder endvidere ændringer i sømandsskatteloven.

Endelig tilpasses udskrivningslovens to sæt skatteloftsbestemmelser til omlægningen af folkepensionsbidragene.

Loven er et resultat af aftalen af 8. april 1981 mellem regeringen og forligspartierne.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 84 stemmer mod 4 (VS); 45 (V, KF og SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Uffe Ellemann-Jensen (V), Hagen Hagensen (KF), Mogens Glistrup (FP), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Preben Wilhjelm (VS), Niels Bollmann (CD), Ole Flygaard (DR) og Christian Christensen (KrF)