F 21 Vil ministeren redegøre for indholdet af betænkningen fra det af ministeriet for skatter og afgifter nedsatte retssikkerhedsudvalg, herunder om ministeren vil fremsætte forslag svarende til betænkningen, og om ministeren agter at stille yderligere forslag til styrkelse af retssikkerheden, f.eks. om fradragsret for skatteyderne vedr. udgifter i forbindelse med skattesager?

Til: Minister for skatter og afgifter Mogens Lykketoft (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Anders Poulsen (V)) havde begrundet forespørgslen, afgav ministeren for skatter og afgifter (Mogens Lykketoft) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og ministeren for skatter og afgifter - følgende ordførere for partierne: Tastesen (S), Hagen Hagensen (KF), Rahbæk Møller (SF), Glistrup (FP), Bollmann (CD), Bernhard Baunsgaard (RV) og Arne Bjerregaard (KrF).

Under forhandlingerne fremsatte Anders Poulsen (V) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 7093):

»Idet folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til en gennemgribende forbedring af borgernes retssikkerhed på skatteområdet, herunder ligestilling af borgerne i forhold til administrationen ved skatteansættelse og klagebehandling samt en løsning af borgernes omkostningsproblemer ved skattesager,

går tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Bernhard Baunsgaard (RV) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 7109):

»Idet folketinget tager ministerens redegørelse til efterretning, går tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Det af Bernhard Baunsgaard (RV) stillede dagsordensforslag vedtoges med 103 stemmer mod 29 (V, FP, Kruse Rasmussen (CD) og Nør Christensen (CD); 3 (KrF) stemte hverken for eller imod.

Hermed var det af Anders Poulsen (V) stillede dagsordensforslag bortfaldet.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Hagen Hagensen (KF), Anders Christian Poulsen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Mogens Glistrup (FP), Niels Bollmann (CD), Bernhard Baunsgaard (RV) og Arne Bjerregaard (KrF)