Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Med loven udvides den beløbsramme, inden for hvilken industriministeren (tidligere handelsministeren) efter indstilling fra udenrigsministeren kan udstede garantier mod tab på private kreditter ydet af erhvervsvirksomheder eller institutioner, der er hjemmehørende i Danmark, til importører og institutioner i udviklingslande som led i disses økonomiske udvikling samt stille kaution for lån i forbindelse hermed, fra 10 til 30 mia kr.

Ifølge den skriftlige fremsættelse skal denne garanti- og kautionsordning, der har hjemmel i § 7 i lov om internationalt udviklingssamarbejde, ses som et supplement til eksportkreditrådsordningen med henblik på at lette eksport af større leverancer til udviklingslandene, som typisk er særlig risikobetonede lande. Ordningen adskiller sig fra den almindelige eksportkreditordning i medfør af lov om Danmarks Erhvervsfond bl. a. ved, at der kræves et ordrebeløb på mindst 20 mill. kr., at der kan ydes længere kredittid, 7-10 år mod normalt maksimalt 5 år efter den almindelige eksportkreditordning, at der fordres garanti fra køberlandets centralbank, anden lignende bank, f.eks. en særlig udviklingsbank, eller køber- landets finansministerium, og at der gives en højere risikodækning, altid 90 pct. mod ned til 85 pct. i den almindelige eksportkreditordning.

Endvidere tilgodeses u-landshensynet derved, at Dansk Eksportfinansieringsfond kan belåne hele kreditbeløbet til en internationalt aftalt relativt lav rente (consensusrenten), medens eksportørerne ved forretninger med kredittider på 5 år og derover, der er dækket af eksportkreditrådsgaranti, selv må finansiere 6 måneders kredit til markedsrente.

Kreditrammen på 10 mia kr. var hidtil blevet udnyttet med omkring 6,7 mia (ultimo november 1981), fordelt med ca. 4,1 mia på udstedte garantier og ca. 2,6 mia på tilsagn om garantier, og der var i de seneste måneder modtaget ansøgninger om kreditgarantier for så store beløb, at industriministeriet var af den opfattelse, at såfremt den eksplosive tendens fortsatte i den nærmeste fremtid, hvad noget tydede på, ville en meget betydelig forhøjelse af rammen være nødvendig. Det var især stigningen på de afrikanske markeder inden for bygge- og anlægssektoren, men også eksporten til Fjernøsten af kapitalgoder, der gjorde sig gældende. Der var tale om ansøgninger om garanti på hver flere hundrede millioner kroner, og tilsagn om garanti ville i de allerfleste tilfælde være en forudsætning for, at ordre ville kunne opnås. Tilstrækkelige muligheder for at kunne yde disse garantier var således en forudsætning for at bevare det fodfæste, dansk eksport havde på de nævnte markeder, og for en videreudvikling af eksporten. Denne eksport var ligeledes af værdi som bidrag til udviklingslandenes bestræbelser på fremme af deres industrialiseringsproces og øvrige økonomiske og samfundsmæssige udvikling.

De lange kreditter på over 7 år, som garanteredes i henhold til den hidtil gældende § 7-ordning, var fortsat og i stigende omfang af stor betydning for samarbejdet og samhandelen med en lang række udviklingslande, og det blev derfor foreslået, at garantirammen blev forhøjet fra 10 mia kr. til 30 mia kr., således at der ville være mulighed for at imødekomme anmodninger om garantistillelse, i det omfang disse anmodninger var støtteværdige.

I den af udvalget afgivne betænkning blev lovforslaget indstillet til vedtagelse uændret af et flertal (udvalget med undtagelse af FP). Et mindretal inden for flertallet (KF, V, CD og RV) opfordrede dog ministeren til at nedsætte det administrativt fastsatte beløb på ca. 20 mill. kr. som mindstegrænse for ordrer, hvortil ordningen i lovens § 7 kan bringes i anvendelse, til f. eks. ca. 15 mill. kr. I den forbindelse henledtes opmærksomheden på, at en nedsættelse af beløbet ville muliggøre, at udviklingslandene ikke i så høj grad ville blive udsat for at skulle modtage projekter på et for de pågældende lande for højt teknologisk niveau. Endvidere ville en nedsættelse også gøre det muligt for flere og mindre virksomheder end hidtil af få gavn af ordningen.

Et mindretal (FP) indstillede forslaget til forkastelse ved 3. behandling og afgav i den forbindelse en mindretalsudtalelse, hvorom henvises til betænkningen.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 125 stemmer mod 19 (FP og VS).