Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Lov om ændring af lov om aktieselskaber ændrer lov nr. 370 af 13. juni 1973 om aktieselskaber, som ændret senest ved lov nr. 285 af 10. juni 1981, på følgende hovedområder:
1. Mindstekapitalen i AL § 1, stk. 3 forhøjes fra 100.000 kr. til 300.000 kr.
2. Vurderingen af indskudte formueværdier skal foretages af uvildige sagkyndige vurderingsmænd og ikke som hidtil af stifterne.
3. Der indføres en pligt for bestyrelsen til at foranledige generalforsamling afholdt inden seks måneder efter, at selskabet har tabt halvdelen af sin aktiekapital. Bestyrelsen skal i den forbindelse stille de fornødne forslag, herunder om selskabets opløsning.
4. Reglerne om fusion ændres. Bl.a. stilles der ved fusionens gennemførelse større krav om offentlighed end efter de hidtidige regler i aktieselskabsloven, og efter de nye bestemmelser skal vurderingen af fusionerende selskabers økonomiske forhold foretages af uvildige sagkyndige vurderingsmænd.
Endvidere ændres aktieselskabslovens regler, hvorefter kreditorer i ophørende selskaber altid kan forlange fyldestgørelse i anledning af fusion således, at kreditorer fremover kan forlange sikkerhed i det omfang vurderingsmændenes skriftlige udtalelser giver grundlag herfor. (De nye regler åbner således mulighed for, at fusion kan gennemføres uafhængigt af opgøret med kreditorerne).
5. Der indføres et forbud mod aktionærlån og mod lignende dispositioner samt regler om berigtigelse af disse forhold. Forbuddet gælder ikke alene aktionærer, anpartshavere, bestyrelsesmedlemmer eller direktører, men også disse personers nærtstående familie.
6. Der indføres regler, som letter adgangen til at vedtage udbyttedelingsordninger og medarbejderaktieordninger. Bl. a. undtages således et selskabs dispositioner til fordel for medarbejderne fra det lige nævnte forbud mod aktionærlån og fra det almindelige forbud mod et selskabs finansiering af erhvervelse af aktier i selskaber. (Sådanne dispositioner kan dog ikke foretages til fordel for selskabets direktion).
7. Endelig medfører loven en række ændringer af teknisk og redaktionel karakter, herunder skærpelse af reglerne om udsendelse af årsregnskaber.
Loven træder i kraft 1. januar 1983, men der henvises i øvrigt til ikrafttrædelsesbestemmelserne, da nogle bestemmelser allerede trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, mens andre bestemmelser først træder i kraft senere. Herudover er der fastsat forskellige overgangsbestemmelser.
Den nærmere baggrund for lovforslaget er udførlig beskrevet i de ledsagende bemærkninger og i den skriftlige fremsættelse. Det fremgår heraf, at lovforslaget har to formål: dels at gennemføre 2. og 3. selskabsretlige direktiv, dels at ændre aktieselskabsloven på nogle områder, hvor en revision ifølge de senere års erfaringer har vist sig at være ønskelig.
Indholdet af 2. og 3. selskabsretlige direktiv, der er vedtaget af Ministerrådet henholdsvis den 13. december 1976 og den 9. oktober 1978, er udførligt beskrevet i lovforslagets bemærkninger, hvor begge direktiver er optrykt som bilag. I korthed kan nævnes, at 2. selskabsretlige direktiv tilsigter med hensyn til aktieselskaber at samordne de garantier, der kræves for at sikre et fælles mindstemål af beskyttelse af aktionærer og kreditorer. Dette søges opnået ved at samordne medlemsstaternes nationale bestemmelser om stiftelse af aktieselskaber samt om bevarelse, forhøjelse og nedsættelse af aktiekapitalen, således at der sikres ligelig behandling af aktionærer under lige forhold og beskyttelse af selskabets kreditorer.
3. selskabsretlige direktiv angår fusion af aktieselskaber og har til formål at harmonere reglerne for fremgangsmåden ved overtagelse eller sammensmeltning af virksomheder.
Et lovforslag om gennemførelse af 2. selskabsretlige direktiv har tidligere været fremsat i folketingsåret 1977-78, se Folketingsårbog 1977-78, side 315, men blev på det tidspunkt ikke færdigbehandlet.
Nærværende lov afviger for så vidt angår gennemførelsen af 2. selskabsretlige direktiv på flere punkter fra det tidligere lovforslag.
Nærværende lovforslag blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om anpartsselskaber og lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed, se nærmest følgende sager. Erhvervsudvalget undergav dem et grundigt udvalgsarbejde, og udvalget afgav en samlet betænkning og tillægsbetænkning, i hvilke der blev fremsat en række ændringsforslag, herunder af industriministeren, hvorom der i det hele henvises til de ledsagende bemærkninger. Industriministerens og nogle af de øvrige fremsatte ændringsforslag blev vedtaget ved henholdsvis 2. og 3. behandling.
Nærværende lovforslag blev ved 3. behandling vedtaget med 89 stemmer mod 58 (KF, V, FP og KrF), 11 (CD) stemte hverken for eller imod.