Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Med loven foretages den første større revision af miljøbeskyttelsesloven, der blev vedtaget i 1973, og som trådte i kraft den 1. oktober 1974. Nedenfor er angivet en oversigt over de væsentligste ændringer af loven:

Ændring af reglerne om miljøankenævnet

Miljøankenævnet blev oprettet ved miljøreformen for at sikre en uvildig efterprøvelse af myndighedernes afgørelser. Nævnet er den sidste administrative instans i en række betydningsfulde sager efter loven.

Loven indebærer en bredere sammensætning af miljøankenævnet, men ikke nogen afgørende ændring i dets karakter.

Det er fortsat et krav til beskikkede medlemmer af miljøankenævnet, at de udpeges på grund af deres sagkundskab. Det er ikke hensigten at gøre miljøankenævnet til et organ for interesserepræsentanter. Miljøankenævnet skal fortsat være en uvildig sagkyndig instans til efterprøvelse af myndighedernes afgørelser.

Udvidelsen sker ved en ændring af de to grupper, hvorfra de sagkyndige udtages. Den ene gruppe har hidtil været indstillet af Industrirådet og landbrugsorganisationerne, men nu skal også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Håndværksrådet deltage i indstillingen af denne gruppe.

Den anden gruppe indstilles af miljøstyrelsen, men det pålægges nu miljøstyrelsen at rådføre sig med en række organisationer m.v., særlig de kommunale organisationer, erhvervsfiskernes organisationer, Forbrugerrådet, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund.

De sagkyndige udpeges for hver sag af formanden med 1 eller 2 fra hver af de to grupper. Det er udtrykkeligt fastslået i loven, at en fiskerisagkyndig skal udpeges, når væsentlige fiskeriinteresser berøres, og at en sagkyndig, som er indstillet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller af Håndværksrådet, skal udpeges, når væsentlige beskæftigelsesmæssige interesser er berørt, eller når nævnet behandler sager, der angår mindre håndværksmæssige virksomheder.

Udvidelse af klageberettigelsen

Efter den hidtidige lov skulle en klager have en »individuel, væsentlig interesse« i sagens udfald. Hermed var der lagt vægt på den enkelte persons forhold til sagen.

I visse situationer har det imidlertid virket mindre rimeligt, at organisationer, der repræsenterer væsentlige miljøinteresser m.m., ikke selvstændigt har kunnet påklage afgørelser. Det gælder navnlig situationer, hvor ingen enkelt person er klageberettiget. Men også i andre situationer kan disse organisationer have en legitim interesse i at påpege almene interesser.

På denne baggrund har man tillagt nogle særligt betydningsfulde organisationer klageberettigelse over for afgørelser, som er af særlig relevans for den pågældende organisation:

Danmarks Naturfredningsforening bliver klageberettiget i sager om forurening fra den mest miljøbelastende industri og i sager om væsentlige spildevandsudledninger.

Danmarks Sportsfiskerforbund bliver klageberettiget i de samme grupper af sager for så vidt angår vandforurening.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bliver klageberettiget over for miljøafgørelser, som berører væsentlige beskæftigelsesmæssige interesser.

Forbrugerrådet bliver klageberettiget over for miljøstyrelsen, i det omfang de er væsentlige og principielle.

Forenklinger

Loven indeholder nogle elementer, som er et led i miljøministeriets bestræbelser på at forenkle lovgivningen og dens administration.

En del af de sager, som afgøres efter miljølovgivningen, vedrører udprægede nabogener. Sådanne sager er mindre egnede for en central afgørelse. Ministeren kan således efter loven bestemme, at visse sager af mindre betydning for miljøbeskyttelsen afgøres endeligt af kommunerne.

Fra midten af 1980erne vil der være tilvejebragt et sådant plangrundlag, at en rammestyring af kommunernes spildevandsplaner vil være tilstrækkelig. Det vil herefter ikke længere være nødvendigt, at de enkelte spildevandsplaner godkendes af amtsrådet.

Styrkelse af affaldsplanlægningen

Der tilstræbes en styrkelse af affaldsplanlægningen, således at alle aktiviteter i forbindelse med affaldsbortskaffelsen inddrages, og således at genanvendelseshensyn kan indgå med større vægt end hidtil. Planlægningsbeføjelsen henlægges til kommunalbestyrelsen, og amtskommunerne (hovedstadsrådet) varetager en række koordinerende funktioner.

Præcisering af planlægningsbestemmelserne

For at opnå et klarere grundlag for det forebyggende miljøbeskyttelsesarbejde indeholder §§ 61-61 f en præcisering af eksisterende regler om kortlægning af forureningskilderne og af den forurening, som omgivelserne udsættes for, dels med hensyn til opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelserne og amtsrådene/hovedstadsrådet, dels med hensyn til indholdet af den planlægning, som kortlægningen skal danne grundlag for. Der tilsigtes endvidere en bedre koordination af miljøbeskyttelseslovens planlægningsbestemmelser med den sammenfattende fysiske planlægning, navnlig regionplanlægningen.

Det skal særligt nævnes, at § 61 e giver planlægningen af vandområdernes kvalitet (recipientkvalitetsplanlægningen) en central rolle. Denne planlægning er forudsætningen for den forenkling af spildevandsplanlægningen, som er omtalt ovenfor.

Andre ændringer

Loven indeholder tillige en juridisk-teknisk justering og præcisering af en række bestemmelser, der har givet anledning til fortolkningstvivl, ligesom der foreslås visse ændringer i gældende procedurebestemmelser.

I udvalgets betænkning er det bl. a. anført, at udvalget i et samråd med miljøministeren har drøftet problemerne om gammelt kemikalieaffald og nedsivning til grundvandet fra sådant affald. Der er enighed om, at man her står over for et miljøproblem, som kan vise sig at være ganske alvorligt.

Ministeren har fremhævet, at det kan blive meget kostbart at gennemføre de nødvendige undersøgelser og afhjælpende foranstaltninger. Størrelsesordenen kender man end ikke. Ministeren har endvidere peget på, at der er en række indviklede juridiske problemer, bl.a. fordi det kan være vanskeligt at finde den egentlig ansvarlige for en forurenihg. Ministeren finder det derfor nødvendigt, at der tilvejebringes et rimeligt beslutningsgrundlag. Ministeren finder, at der bør ske en grundig drøftelse med bl. a. de kommunale organisationer og erhvervsorganisationerne, før man eventuelt tyr til lovgivning.

Ministeren har i den forbindelse oplyst, at miljøstyrelsen er ved at gennemføre en undersøgelse, som vil give det overblik, som er nødvendigt for, at man kan tilrettelægge og prioritere indsatsen. Miljøstyrelsens indstilling vil foreligge senest den 1. november 1982 og vil omfatte alle de omtalte problemer. Ministeren har givet tilsagn om, at han derefter vil vende tilbage til udvalget med sine forslag til, hvad der kan gøres.

Udvalget forudsætter, at ministeren fremlægger forslag til de nødvendige retsregler m.v. i folketingsåret 1982-83.

Ministeren har endvidere over for udvalget bemærket, at der på et senere tidspunkt kan vise sig behov for yderligere revisioner af visse bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, set i lyset af den almindelige udvikling i samfundet.

Ministeren har herudover tilkendegivet, at han ved en kommende revision af loven vil undersøge muligheden for gennemførelse af en yderligere forenkling af myndighedsbehandlingen samt overveje, om visse af de i loven indeholdte bemyndigelser nærmere kan konkretiseres, efterhånden som myndighedernes erfaringsgrundlag forøges.

Der blev i betænkningen stillet en lang række ændringsforslag, herunder en række ændringsforslag stillet af udvalget med undtagelse af SF, der blev vedtaget ved lovforslagets 2. behandling.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 108 stemmer mod 9 (FP bortset fra Barsøe-Carnfeldt, Tove Niemann og Thorndahl). 22 (SF og VS) undlod at stemme.